Genren er født ud af en konkurrencestemning. Jamaicas dj's og deres sound systems kæmper hver uge om publikums gunst, og den kamp kan kun vindes, hvis rappernes rasende vokale legesyge kombineres med aggressivt originale beats på grænsen til regulære tæsk. Derfor er dancehall blevet et sted, hvor man (og da ikke mindst musikkritikere samt amerikanske hiphop-producere som f.eks. Timbaland og The Neptunes) kigger hen i jagten på musikalsk fornyelse og grænsesøgen. Og sidste år blev dancehalls kunstneriske højstatus - vupti! - officiel: senhalvfemsernes mest hippe pladeselskab, de engelske breakbeat-tænkere Mo'Wax, udgav en opsamling af 15 nye instrumentaludgaver af jamaicanske dancehall-træffere. 'Now Thing' er pakket med produktioner af genrens unge vilde: folk som Lenky, Ward 21 og Goldfinga. Det er dybt inciterende lytning: Her lægger abrupte funkbeats forundret bund til sakral kormessen, billig Sergio Leone-guitarforvrængning spiller op til papkassetrommer, asiatiske fløjtetoner snor sig ind og ud imellem raggasynthesizere. Disse eksotiske klangsammenstød en masse, der præger dancehalls ekstremt stramme produktioner, har moderne amerikansk hiphop fluks adopteret. Dancehall har bare, ikke mindst i kraft af det beskedne produktionsudstyr og sin hurtigere og mere hakkende rytmik, ofte bevaret en mere påtrængende funky friskhed i sammenklistringen. Men læg mærke til at 'Now Thing' er et instrumentalalbum: De hagekløende musikconnaisseurs skal ikke forstyrres af en brølende vildmand, der spytter sit moderlands patois ud gennem højttalerne, så Montana-reolerne skal have en tur med Swiffer-kluden bagefter. Godt de ikke har anskaffet sig den nye med Elephant Man. Han er en af Jamaicas p.t. største dancehall-stjerner, og hans vistnok tredje album 'Higher Level' er et syndigt rod af stinkere, frækheder, lårklaskere og smågenialiteter. Et eksempel på det sidste er Wee Pows produktion 'Bring Di Sitten Come', der lyder lidt, som om et barn har skilt nummeret ad og sat det forkert sammen igen: Her trives en vanvittig arytmik, der får de amerikanske hiphop- og r&b-kollegers vildeste eksperimenter til at blegne: Elephant Man selv tonser derudad (ordet 'pussy' anes ganske ofte), mens jernrørs-percussion og samplede 1980'er-trommefills skiftes til at fare uvarslet gennem lydbilledet. Umuligt at sidde stille til, umuligt helt at følge. Også 'Tall Up Tall Up', en skør podning af dancehall og klassisk, morer og overrumpler. Dancehall er ikke en modedille, der er kommet tilbage. Dancehall har været der hele tiden, men har aldrig været mere kreativ og aktuel end nu.