Det er den kompromisløse stil, nogle har døbt death'n'roll, fordi den kombinerer basisk rock'n'roll med den vildeste dødsmetal. På dette dejlige, om end i sagens natur stærkt svingende projekt, går det ud over Lee Hazlewoods 'Some Velvet Morning', hvor Faydras have med de syrede vækster, køres over af en bulldozer, mens en kvinde blidt synger med i koret. 'Amazing Grace' leveres både i en beruset og en punket version (jeg foretrækker den første), Bob Dylans 'The Ballad Of Hollis Brown' har aldrig lydt bedre og Albinos 'Albino Flogged In Black' bliver en helt ny, fantastisk dyster hymne. Derimod er det ikke så interessant at høre kvintetten fra Stockholm løbe panderne mod lydmuren i numrene fra mere beslægtede ensembler som S.O.D., Misfits og Motörhead. For fans af alverdens rockgrupper, er det et album som dette, man drømmer om, leveret som her med lige dele intensitet og humor. Entombeds ottende regulære album udkommer i foråret.