Sammen har Flintholm og Nadeem valgt at forene melankolske, snørklede arabiske/turmenske musiktraditioner med en meget stramt disponeret og kølig eurotechno. Aida Nadeems lidt ru stemme er desværre ikke helt interessant nok til at fjerne opmærksomheden fra de mest ensformige, optimistiske keyboardkompositioner. Bedst er de sange, hvor musikken ligesom stemmen undgår kedelige repetitioner. Og samtidig beholder popmusikkens indbydende og iørefaldende format.