For 'Family Tree' viser, at der var engang, hvor Björk ikke var helt så god som sit rygte blandt kritikere. Og at der efterfølgende kom en tid, hvor hun blev en rummelig og tilgængelig solist. Nutidens Björk kommunikerer på en måde, så mange mennesker risikerer at blive godt ramt af hende. Hun er følsom. Men hun er ikke anstrengt følelsesladet, som hun nogle gange kunne lyde i årene inden, hun i 1993 blev solist. 'Family Tree' efterlader ingen tvivl om, at Björk Gudmundsdóttir har udviklet sig i en god retning. Siden den voksne solist-debut 'Debut' fra 1993 har Björk lavet så megen væsentlig musik, at det er i orden med en statusopgørelse. Selv om hun kun er 36 år. Selv om hun har sagt, at hun først nu har samlet liv og lyde til et album, der indeholder hele spektret af følelser. Netop Björks konstante ambitioner om at udvikle sig må være en drivkraft, og sådan har det formentlig været hele vejen igennem. Både mens hun var fløjte- og klaverspillende barn af musikinteresserede forældre, der boede i kollektiv. Og dengang hun som 13-årig i 1978 dannede sit første punkinspirerede band Exodus, der blev afløst af andre bands. Først Tippi. Bagefter K.U.K.L. og i 1987 Sugarcubes, der gav Island en avantgardistisk position i den vestlige verdens rockmusikalske atlas fra og med debutsinglen 'Birthday'. Björks boks 'Family Tree' indeholder flere eksempler på islandske versioner af Sugarcubes' sange. De er interessant rockarkæologi for den inkarnerede Björk-fan. De har rockstjernens attituder, og de har samtidig en smittende, umiddelbar kraft. Men de har også en meget påtrængende tone. Noget af det specielle ved Björk er, at hun siden K.U.K.L. og Sugarcubes har forfinet det kunstneriske udtryk og bevaret en kerne af umiddelbarhed og nærhed. Som solist har hun aldrig været så anmasende melodramatisk, som hun var dengang, hun delte scenen med den spændende belastning Einer Örn og de andre i Sugarcubes. Siden 'Debut' har hun været med til at føre både tøj- og lyddesignere frem med sin fornemmelse for det spektakulære. Fra 'Debut' og gennem 'Post' (1995), 'Homogenic' (1997) og senest 'Vespertine' (2001) har Björk været perfektionistisk helt ned i make up-detaljerne. Vi har aldrig før hørt, hvordan Björk lyder med morgenhår. På 'Family Tree' giver hun os et indblik i det manglende overblik og den større fejlmargen i karrierens første år. Men når 'Family Tree' beskæftiger sig med trækronen - solo-udgivelserne - så holder hun sig til at give os guldet. Og det er rent. Det bliver mere og mere renset for overflødige og kortsigtede lyde, jo længere karrieren skrider frem. Såvel live- og studieoptagelser med den moderne, klassiske strygertrup The Brodsky Quartet som elektroniske remixes af Björk-sange viser, at hun har formået at bygge bro fra popmusikken til både klassiske arrangementer og digitale beats uden at miste hverken egenart eller udadvendt appel. Tvært imod. Jo flere erfaringer og år, desto mere overblik. Sådan er hendes historie ifølge 'Family Tree', som indeholder en cd fra solo-karrieren med Björks eget bud på en 'greatest hits'. Med på det album er sange som 'Hyperballad', 'Joga', 'Bachelorette', 'Venus as a Boy', 'Pagan Poetry' og hendes portræt af et alter ego i 'Isobel'.