Barry Adamson refererer til de seneste tre årtiers store filmkomponister. Og foruden funk anvender han elementer af både jazz, rock, chanson og hip hop i fyldige arrangementer, der er muskuløst ruskende og sensuelt dragende på samme tid. Nogle af scenerne fra et liv som kongen af en fiktiv ghetto fungerer ikke som selvstændige sange. Men de er undtagelser på et udpræget maskulint udspil fra en af rockmusikkens avancerede og mærkelige hjerner.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Selv hendes hår får ros: »Det her er et kæmpe talent«
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater i oprør efter forfremmelse af Hummelgaard
-
Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
-
Fra den ene dag til den anden lukkede USA den europæiske dommers liv ned. Nu svarer EU igen
-
Britisk historiker: Her er min opskrift på at besejre Putin
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























