Barry Adamson refererer til de seneste tre årtiers store filmkomponister. Og foruden funk anvender han elementer af både jazz, rock, chanson og hip hop i fyldige arrangementer, der er muskuløst ruskende og sensuelt dragende på samme tid. Nogle af scenerne fra et liv som kongen af en fiktiv ghetto fungerer ikke som selvstændige sange. Men de er undtagelser på et udpræget maskulint udspil fra en af rockmusikkens avancerede og mærkelige hjerner.