Det må kræve en vis portion finsprit at holde gang i Melody Clubs party, thi den sørgelige sandhed er, at der ikke befinder sig melodier på ’Scream’, som ryster sig fri af klicheerne og etablerer sig selvstændigt i hukommelsen. Det tredje album fra Melody Club danser som sine forgængere hen over tangenterne på en brugt synthesizer fra 80’erne, og gruppen fortsætter med at låne flittigt fra hengemte helte som Human League, Nik Kershaw og Duran Duran. Af og til bider glamrocken lidt i plastikindpakningen, så vi mindes om Suede, de lidt mere opfindsomme landsmænd i The Ark og danske Sterling.
Men for det meste valser Melody Club numsestruttende af sted i en hurtigt meget ensformig stil. Sange som ’Scream’, ’Don’t Fake The Real Thing’ og dansable ’Walk Of Love’ med inspireret produktion af Thomas Troelsen lyser dog op på et desværre uinspireret album. Musik for de radioer, hvor man aldrig lige kan huske, hvad man har hørt, ud over at det mindede om stort set alt det andet på samme frekvens. Nogenlunde samme virkning og holdbarhed som en champagneboble.
