'The Pretty Things Are Going To Hell' hed et nummer på David Bowies forrige album 'hours' fra 1989. Fire år senere lader Bowie profetien gå i opfyldelse på 'Heathen's artwork. Malernes mesterværker flænses og bøgerne tømmes for mening. Budskabet er klart nok. Det nye hedenskab tømmer historien for sammenhængende fortællinger og rummer et element af barbari. Men budskabet, som toner frem i åbningsnummeret 'Sunday', er formet i noget af den smukkeste musik, Bowie har lavet i mange år. Og er mere tvetydigt, end de kulturpessimistiske billeder umiddelbart signalerer: »It's the beginning of nothing/ and nothing has changed/ everything has changed«. Alt og intet er forandret. Begyndelsen til ingenting er et paradoks. Tømmes noget for mening, har meningsfuldheden måske blot fundet et andet sprog. Bowies album nummer 23 er ikke et fasttømret koncept. Med 'Outside' tog Bowie forskud på fremtiden i 1994 men ramte tilsyneladende en mur for konceptuel tænkning. Siden har han lavet løsere og mere entydigt musikalsk orienterede udspil som den kontante 'Earthling'(1996), den melodiske og musikalsk tilbageskuende 'hours'(1999) og nu altså 'Heathen'. 'hours' var en umisforståelig invitation til Bowies gamle, trofaste lyttere. At Bowie nu igen har slået kludene sammen med Tony Visconti kunne tyde på en oplagt kommerciel satsning, men det er ikke tilfældet. Sammenlignet med 'hours' er det første udspil på Bowies eget nye plademærke ISO præget af en mere visionært udformet lyd og et mere raffineret ambitionsniveau. Sangene er umiddelbart mindre iørefaldende end 'hours', men hvis David Bowie 'bare' havde været en hitmaskine, havde han jo overlevet sig selv for længe siden. At det bestemt ikke er tilfældet, er 'Heathen' et klart bevis på. Særegen og svævende er den bedste musik på denne plade. Omslaget dyrker Bowies mærkelige øjne lysforstærket til alien-karakter. Men selvom han giver den som en efterfølger til Major Tom i 'I Took A Trip On A Gemini Spaceship', er det kosmonautiske denne gang ikke en figur fra tekstuniverset, men selve musikkens ånd, der hænger vægtløst i luften som en lysende størrelse med en gåde til menneskeheden i sit indre. 'Sunday', 'Slip Away' og 'I Would Be Your Slave' sejler alle i denne ånd på én gang majestætisk og inderligt af sted i tidens rum. På den bonus-cd, der i Danmark følger med de første 8.000 eksemplarer af 'Heathen', kan man bl.a. høre et Moby-remix af 'Sunday'. Et alt andet end tilfældigt valg. Moby er uortodoks kristen. Bowie himmelvendt i bred forstand med sympati for buddhismen. Men som på Mobys '18' er der på 'Heathen' en udogmatisk religiøs grundstemning. Ånden svæver over de musikalske vande. Med en fornemmelse af henvendelse. En personlig og blid anmodning om håb. Hvis Gud sammenfattes i treenigheden tro, håb og kærlighed er musikken det naturlige rum, hvori bønnen uden jordbundne ord finder sit kunstnerisk himmelstræbende udtryk. Men 'Heathen' er modsætningsfuld. Dyster, vemodig, ydmyg, forhåbningsfuld, sortsynet, skæmtsom og lys. Modsætningerne får lov til at stå uafgjorte som den dynamiske kraft på et album, hvor grundtonen på trods af det nervøse rocktempo på den besværgende 'Afraid' er en bevægende blanding af modig og elegisk. 'I Would Be Your Slave' med de bønfaldende linjer »Open up your heart to me/ and I would be your slave« er et af de mest ømme øjeblikke fra Bowie i årevis. Det er en særdeles menneskelig udgave af den notoriske forvandlingskunstner, man møder på 'Heathen'. Bowie er blevet far for nylig. Hvor 'hours' var optaget af midtvejskrisen er denne gang en mere spirituelt orienteret tone slået an. Noget nyt og spædt er begyndt på sit nye liv midt i en fornemmelse af, at så meget andet er ved at være forbi. Et krydspunkt, der får et forståeligt, men noget bastant udtryk på 'A Better Future' med bønnen 'Please don't tear the world asunder'. En bekymret far. Et forståeligt menneske. Men ikke en rigtig god Bowie-sang. Heller ikke 'The Angels Have Gone' er helt på niveau. Men de er undtagelser på et album, hvor de enkelte sange og helheden generelt spejler sig klart i hinanden. 'Heathen' er indspillet i et afsidesliggende studie med Tony Visconti som producer. Her har de to gamle venner selv håndteret de fleste instrumenter og i ordets bedste forstand skabt en fornemmelse af glasklokke. Gennemsigtig og gennemstrømmet af et lys skabt af strygere og synthesizere, hvoraf sidstnævnte for størstedelens vedkommende er signeret Bowie selv. Gæster i studiet har der også været. Pete Townshend spiller guitar på 'Slow Burn', mens Dave Grohl håndterer guitaren på Neil Youngs 'I've Been Waiting For You'. Et overraskende og velvalgt covernummer ganske som The Pixies-nummeret 'Cactus'. 'Everyone Says 'Hi'' med dens uhøjtidelige doo wop, 'Gemini's garanteret svedfri astronautfunk og 'Cactus', der viser, at Bowie også kan rocke hårdt med charme. Det er et album med en udstrakt hånd, højt til loftet og en egen nynnende sårbarhed. En af rockhistoriens mest indflydelsesrige kunstnere hviler ikke på laurbærrene. Er 'Heathen' ikke endnu et frækt forsøg på at omdefinere sig selv, sin myte og sin musik, så er det til gengæld et album, der hviler og svæver smukt i sin egen favn. Og som sammen med 'hours' demonstrerer, at rockmusikkens changerende forvandlingskugle i en moden alder har genopfundet sig selv som såre menneskelig stemme og så selvsikker en kunstner som nogensinde.