De vil tale om, hvordan Gemma Hayes gik rundt mellem tøjstablerne og nynnede sange om at have skoene fyldt med drømme og lommerne fuld af gode argumenter for at rejse. Og de vil snakke om, hvordan hun samlede skillinger ind ved at stå i Dublins gader med sin guitar og sin sang. Indtil hun mødte nogle fra et hipt, fransk pladeselskab (Source), der både var interesseret i at skrive kontrakt med hende og give hende lov selv til at bestemme over musikken. Foreløbig siger de fleste 'Gemma hvem', når de hører navnet. Men det varer ikke ved. For efter at have fået udgivet et par roste ep'er, debuterer den cirka 25-årige irer med et fuldtidsalbum, hvor musikken spilles overraskende steder hen. 'Night On My Side' er ikke en cd, der vil rydde hitlisterne. Gemma Hayes har ingen popmusikalske peppiller at gøre godt med. Til gengæld er der masser af underfundige og udfordrende detaljer at hente i hendes underspillede udtryk, som vil tiltale et internationalt, yngre og forholdsvis opsøgende musikpublikum. Med god ret kan man indvende, at nogle af hendes melodier er for indadvendte og uforløste. Men det er tilgiveligt og forståeligt, når der er tale om en debutant, der overhovedet ikke har lyst til at banke sine følelser ud, som om de var overskrifter i et ugeblad. Hendes stemninger og temperament kommer mere til udtryk i musikken end i teksterne, og på det punkt er hun i gode hænder. Det vil forresten for en stor del sige egne hænder. Gemma Hayes har spillet klaver og senere guitar, siden hun var barn og brugte musikken som et frirum fra de syv andre søskende i et trangt hjem i den irske landsby Ballyporeen. På 'Night On My Side' kan man høre, at hun holder af skramlet, sløset og sensibel rockmusik, som også for eksempel Sparklehorse laver den. Og at hun samtidig er ret begejstret for at folde kompositioner ud i malende mure af støj eller syntetisk vellyd. Andre indflydelsesrige hænder på 'Night On My Side' tilhører ikke for ingenting David Odlum og Dave Fridmann, der har arbejdet med Sparklehorse, Mercury Rev og Flaming Lips. I Gemma Hayes har de fundet en kvinde, som spænder fra blåøjet, countryinspireret vemod til mere driftige og mudrede rocknumre, hvor spændingerne slår gnister. Hun kan blive bedre endnu. Men vaskeriet i Dublin skal ikke regne med at se hende igen.