På sit forrige album, 'The Entertainist', var han nær ved at drukne i bitter nihilisme på sin kunstforms vegne, men her på sin tredje plade, 'Presidential Suite', er han blevet lidt rundere i kanten. Og det klæder ham, for selv om han ikke får afleveret helt så mange af sine tunge (og i grunden lette og ufarlige) bredsider mod musikkens Babylon, så fungerer pladen faktisk en hel del bedre. Det skyldes, at underlægningsstøjen til mandens pointer - ligesom på hans første album, i øvrigt - denne gang er blevet ophøjet til interessant og medrivende musik: 'Stalight' begynder som en klassisk croonerhymne, der med ét cuttes op i elektroniske lag, som et ekko af Ol' Blue Eyes fra et sted på de harddiske, der nu er bærere af hans musikalske overlevering. 'Take Me To Broadway' er formidabel electrofunk som fra et udspacet blockparty, og 'Shameless Eyes' er en ond pastiche på de romantiske duetter, som en vis tidligere boybandstjerne for tiden lukrerer på. Gonzales er i det hele taget anti-Robbie, og i modsætning til tidligere er han det med nok så stor musikalsk flair.