Men 'Afrikas Caruso' har med 'Moffou' lavet et album, der er det mest afrikanske han har lavet til dato uden at være rigidt traditionalistisk af den grund. Der er elektrisk guitar og bas, men ellers er instrumenteringen akustisk og afrikansk og borte har for en gangs skyld taget de elektroniske keyboards. Keitas er en stemme til endeløs fordybelse. Ren, udtryksfuld og mildt pudret med det allestedsnærværende vestafrikanske støv. En særlig oplevelse er det at høre den ellers normalt superproducerede Salif Keita på 'Souvent', 'Ana Na Ming' og 'Iniagige' synge kun akkompagneret af sin akustiske guitar. Og koret! Oliza, Nayanka Belle og Hadja Kouyate. Vist er engleskarers lyd, lyden af syngende sorte kvinder svunget ud af et lydbillede, der forestiller Afrikas knaldblå himmel.