I samarbejde med guitaristen fra Crazy Horse, Frank Sampedro og Booker T & The MG's, som han også spillede fornemt sammen med i Roskilde i 1993, har Neil Young inddraget soulreferencer i den basale og tunge guittarrock, han har omgivet sig med i de senere år med kulminationer som endnu en fantastisk koncert på Roskilde Festival i fjor som højdepunkter. Som på de fleste af Neil Youngs plader stikker et par sange ud og angiver kursen. Her er det skævt rullende selvportræt 'Differently', kærlighedshymnen til fru Pegi '(Quit) Don't Say You Love Me', der virkelig emmer af soul og den lange ramlende udladning 'Going Home'. Resten lyder som sange, der kører rundt og rundt i den rundkørsel, Neil Young som en rundtosset hamster har det med at styre ind i. Med tung alvor fra 1968 på ladet sammen med et anseeligt arsenal af evigt høvlende guitarer. Alt sammen handler det om at holde fast i de basale værdier i en flygtig verden. Familien, guitaren, sangene, holdningerne. Det er der ikke noget smart ved, men der er noget sympatisk og konsekvent over Neil Youngs sært skizofrene udgave af konservatisme. Også selv om den kammer helt over i 'Let's Roll', en hyldest til passagerne i det rutefly, der styrtede ned ved Pennesylvania 11. september, formentlig efter håndgemæng med terroristerne. Blandt passagerne var Todd Beamer, som nåede at ringe hjem fra sin mobiltelefon. Her får vi autentisk ringetone og tunge linjer som »Let's roll for love/ we're going affer Satan on the wings of a dove«. Det vil sikkert glæde onkel George i Det Hvide Hus, som Neil Young ellers forbandede under sin koncert i Roskilde sidste år. Men det var før, nogen vidste, at 11. september skulle blive en ganske særlig dato. Og Neil Young er heldigvis ikke en mand, man kan beskylde for at lide af logisk sans. Til gengæld har han et stort hjerte.