Indie-rock, må man vel kalde det, men helt uden de indadvendte attituder, der så ofte følger med den betegnelse. Sange som 'This Tanktop', 'Blue Spiders' og 'You Want Buzz Aldrin' har melodier af den allerfineste slags. Arrangementerne er åbne og fantasifulde. Instrumentparken er betragtelig uden at virke beklumret. Fuld af små krummelyrer og krumspring er musikken, men uden at miste sansen for fremdrift. Og så har Moon Gringo titlen 'Boy Girl Beat' og det helt og aldeles smittende 'skjulte' titelnummer 'Piet minus Distortion' med et omkvæd, hvor hannen og hunnen slår smut til hverandre med øjnene. Han: »There goes my girl«. Hun: »There goes my guy«. Romantisk, altmodisch og helt moderne. 'Boy Girl Beat'. Moon Gringo får mødet mellem drengen og pigen til at lyde som deres helt specielle varemærke, og dét er ikke blot en præstation, men til og med durkdrevent. Mette Sand Hersoug kan lyde som en skælmsk Stina Nordenstam, og Moon Gringo kan i øjeblikket godt lyde som Nikolaj Nørlund på hårde farvestoffer, men facit er et ungt band, der lyder som sig selv. Skandinavisk indie-rock man bør unde sine ører.