Samtidig er D-A-D et drengerøvsband, der i sjælden grad har vist mod til at tage alderens udfordringer op med et glimt i øjet. I sin unge inkarnation toppede de danske kodrenge med de to danske rockklassikere 'No Fuel Left For The Pilgrims'(1989) og 'Riskin' It All' ('91). Skarp intelligens, kvikke replikker og smældende riff-rock. Efter fire års tavshed vendte Disneys danske drenge tilbage med 'Helpyourselfish', men på trods af en brillant titel faldt forsøget på at vinde fodfæste i det hårde metal ikke entydigt heldigt ud. Det lignede et logisk træk, da D-A-D med den dæmpede 'Simpatico' i 1997 tog et afgørende skridt ind i de voksne rækker. Et helt igennem simpatico udspil, som nok alligevel var lovlig indadvendt i forhold til bandets nok så livlige naturlige tilbøjeligheder. Men så lavede D-A-D 'Everything Glows'. Her fandt fuldmodning, nerve, energi og toptunet sangskrivning hinanden på en måde, som placerede det 16 år gamle band i rollen som Danmarks klassiske rockband. Pludseligt tilsyneladende evigtunge på den fede måde, havde D-A-D ni år efter 'Riskin' It All' på ny lavet en stor rockplade. Alt var strålende. Så forventningerne er skruet i vejret til en ny D-A-D-plade. Havde det ikke været for 'Everything Glows' ville man nok også have nikket anerkendende og talt om det klædeligt modne D-A-D i forbindelse med 'Soft Dogs'. Men 'Soft Dogs' er en altafgørende smule mindre skarp end forgængeren. Mindre sprudlende, mindre slagkraftig og mindre dynamisk. Titelnummeret er ellers et udlæg, der tilsyneladende lover D-A-D-classic for alle pengene. Et stort omkvæd og et let låddent twang gør det første nummer på 'Soft Dogs' til et tidløst rocknummer, der vil gøre sig fra scenekanten. Men et nærmere eftersyn afslører en kantet kærlighedssang, der ikke er helt på niveau med D-A-D's bedste præstationer. Og det viser sig snart at være symptomatisk. For mange af sangene på 'Soft Dogs' evner ikke at sætte afgørende trumf på. Selvom der er lagt vægt på balladerne, er melodierne i flere tilfælde mere indsmigrende end egentlig iørefaldende, og teksterne mangler den præcise fokusering og overraskende formulering, som ellers er en force for D-A-D. Den originale humoristiske indfaldsvinkel har løftet mangen en D-A-D-sang højt over middelgrøden. Den har tit været løftestangen, der har gjorde det personlige udsagn eminent underholdende, fantasifuldt og engagerende. Men denne gang er det, som om dynamikken mellem humorisk formuleringskunst og alvorlig indsigt har haft svært ved at komme i omdrejninger. Især i kærlighedssangene, hvor det indædte får fornemmelsen af bitre dagbogsblade til at tone frem i ram alvor. Det er ikke, fordi der ikke er gods og seriøse anfægtelser om bord. 'It Changes Everything' lyder, som om den er skrevet i kølvandet på 11. september og udgør sammen med den afsluttende 'Humankind' en akse omhandlende angst og befrielse, had og kærlighed. I den første lyder den nedslående konstatering »Love conquers all/ but evil won today«. Her er alle uforskyldt i samme båd, mens det paradoksalt nok er på 'Humankind', at det lyder »Yeah, a shock of horror/ when the way is clear/ my best days/ is when I shake with fear/ when my risks are those/ I hardly dared to take«. Vovemod, handling, kærlighed. Det er treenigheden, som bliver besunget i de stærkeste øjeblikke på 'Soft Dogs'. Men hvor D-A-D's sangskriveri på en god dag er en tankevækkende og flabet ordleg på højt niveau, så virker stemningen på flere af sangene denne gang ukarakteristisk fodslæbende og indebrændt. Selvom The Binzer Gang er dresset op som hurtigtstribede pokerspillere fra Golden Nugget Saloon, er der kun få esser i ærmet. 'Golden Way' er en flot og rummelig sang, og 'What's The Matter' slår godt fra sig. Til gengæld er det svært at finde noget af værdi i den forurettede 'The Truth About You'. Men kan man ikke vinde hver gang, kan man da i det mindste nyde spillet, og på dét punkt er der heldigvis meget at glæde sig over på 'Soft Dogs'. Den nye trommeslager Laust Sonne er en smidig dynamo og et levende, elastisk lydbillede modsvares af et D-A-D, der hvad angår klange og instrument virker mere legesyge og raffinerede end nogensinde før. Countrytoner er drysset med mild hånd. Dan Hemmer og hans orgel er blevet kaldt under fanerne sammen med Sine Bach Rüttels banjo på 'Blue All Over'. Det rastløst småsteppende nummer viser, at D-A-D har antennerne ude for at finde nye udtryk. De prøver for meget til at kunne beskyldes for blot at have skåret en skive levebrød. Men at finde en dynamisk balance mellem nye instrumentale variationer og den tyngende melodiske konservatisme er, hvad der ikke vil lykkes for D-A-D på 'Soft Dogs'. Det er svært at lære gamle hunde nye tricks. Det er svært at være opfindsom og stå i stampe på samme tid.