På den afsluttende sang 'High Hopes' er afstanden til folkesangskrivere som Nick Drake og den tidlige Bob Dylan hårfin. 'Driving With Bert' er en henvisning til folkesangeren Bert Jansch. Det er i det hele taget ikke helt ved siden af at beskrive 'Sleeping On Roads' som en udogmatisk blanding af følsom rock og nyfortolket folkemusik. Guitaren bliver slået klart an på åbningsnummeret 'Seasons', mens kun 'Martha's Mantra (For The Pain)' får lov til at minde om Halsteads rødder i støjrock. Elektronik bliver brugt med diskretion og præcision i albummets søvngængersikre arrangementer, der for hver gennemlytning sætter sig dybere end det blot og bart behageligt følsomme. 'Two Stones In My Pocket' og 'Hi Lo & Inbetween' er sangene, der definitivt overbeviser om, at Neil Halstead er mere end et behageligt bekendtskab på et album, der efterhånden gnubber sig ind i bevidstheden som en lille perle af et album. Neil Halstead ligner en surfer fra Californien. Men bølgerne, han surfer på, ruller i havet ud for Cornwalls kyst, og på trods af amerikansk inspiration er hans musik på 'Sleeping On Roads' da også mere engelsk end nogensinde før.