Og sådan er det med Sophie Zelmani: Hun har ingen stor stemme at gøre godt med. Til gengæld har hun en god, lille stemme, som hun får noget stort ud af i samarbejde med Lars Halapi og de øvrige musikere. For en enkelt sangs vedkommende omfatter ensemblet også sangeren Freddie Wadling. Duetten 'Once' er et håb om et øjebliks ro på rejsen. Den lyder næsten som en hymne. Men det er i så fald en hymne, hvor tvivlen og uroen er lejret i alle linjerne. »Here babe, are the notes you must play, this babe is the procedure«, lyder det, for man kan godt bestemme sig for at rejse langt væk og vidt omkring. Men tiden og omstændighederne præger både oppakning og destination. Da Sophie Zelmani i sin tid havnede hovedkulds i pladebranchen uden at have nogen liveerfaring, var det efter sigende slet ikke for at blive kendt. Hun ville bare spille sine sange. Og hun ville helst spille dem i trygge omgivelser i stedet for at servere dem for mennesker, hun ikke kendte. At turnere riget rundt eller lave interview på samlebånd for at sælge flere plader har hun aldrig brudt sig om. Det er ikke lige så svært at få et interview med hende som med Dylan. Men hvis hun kan slippe, så gør hun det. Sophie Zelmani er blufærdig. Men det er ikke en omstændighed, der hæmmer hende som sangskriver. Der er ingen berøringsangst over for det virkelig væsentlige at spore hos hende, når hun synger 'My heart is leaving you/ it says goodbye' i 'Breeze'. Hun tør sige et højt farvel, og hun vover også i 'How It Feels' at sætte lyd til en storslem skinsyge, der tager sig ud som en overraskende giftig og svampet blues. Målt med alle andre alen end spilletid og stemmekraft er 'Sing and Dance' en ualmindelig generøs rejse.