0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ene og stærk

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I introen til den fine 'Mistænkt' fra den nyeste 'Onomatopoietikon', et album, Allan Olsen ifølge ham selv indspillede for at »rydde lidt op blandt publikum - det lykkedes ganske udmærket, vi er flyttet ind i et mindre hus og har kun tre biler nu«, erkender sangeren således: »Det her er ikke en sang, som Popstarz vil synge. Eller Erann D.D. Der er alt for mange ord til at smile hele tiden«.

Og det er jo netop det fantastiske ved Allan Olsen, at han aldrig lefler for det publikum, der alligevel elsker ham så lydeligt, at det nogle gange næsten er for meget. Som sangeren engang selv sagde til en højt grinende dame under en koncert: »Dig vil jeg have med hjem! Din mund passer lige til ophænget til min anhænger!«.

Her har vi en sanger, en fortæller og en performer, som med rette stoler så meget på sit eget materiale, at han roligt kan begive sig ind i sit kantede, bizarre, sære, men også nære univers. Ordene, de krasse, barske, jordnære, rå og poetiske, får magi i de spinkle melodier, der blot udfylder deres opgave som platform for historierne, selv om Allan Olsen er alene med sin guitar og de nøgne strenge. For eksempel i det eneste nummer, der ikke har været indspillet før, den forunderlige 'Tænder'.

I alt er der - trods de mange ord - blevet plads til 17 sange, hvoraf flertallet har en del år på bagen. Og det viser sig, at sange som 'Mergelgraven', 'Vi lå jo i Herning', 'Lun luft', 'Rødt jern' og 'Bette Liverpool' næppe nogensinde har taget sig bedre ud end her, blot i selskab med deres komponist.

En understregning af, at Allan Olsen siden sine år med Norlan tilsyneladende har haft det lidt svært med rollen som kapelmester. I hvert fald er det, som om sangene fungerer bedre og får mere plads til at vokse, når de står så rent og ikke overfyldes med instrumentale præstationer.
Det er nærliggende at sammenligne med livepladen med band, 'Rygter fra randområderne', fra 1994.

De to plader supplerer selvfølgelig hinanden og dokumenterer Allan Olsens meget omfattende turnevirksomhed, men når man har så meget på hjerte som denne sangskriver, er det faktisk en meget stor fordel at nøjes med ord og melodier helt uden fyld. 'Solo Live - vol. 1' er et mere givtigt udspil end langt det meste af det storsmilende, men totalt tomme plat, som slippes ud af den danske popbranche på et år.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere