Med sine bombastiske guitarbredsider og sine anmassende klangmassiver er Weeping Willows ikke længere den stilfulde nydelse, de var engang. Til gengæld er der på ingen måde tale om det kunstneriske selvmord, man kunne frygte ved sådan en kursændring. 'Into The Light' er blevet en ordentlig krabat af en smældende lækker plade. Store, fede selvmedlidende sange om forliste eller endnu ikke realiserede kærlighedsaffærer. Ikke noget med små indeklemte følelser her! »After every lonely day/ comes a long and lonely night«. Der bliver skam stadigvæk hylet mod månen fra et band, der prøver at tage springet fra fænomen til rockband, og lander pladask midt i de stolte svenske traditioner for at tage både pop og rock alvorligt.