Det er nok også de vælgere, der sætter Frank Schöbel eller Oktoberklub på afspilleren, når de kommer trætte hjem til Prenzlauer Berg efter dagens dont. Pop og rock fra DDR er - foruden at være godt og stadig hørværdigt - også blevet kult. I de små lydbutikker omkring Friedrichstrasse er der særlige afdelinger for den DDR-musik, der alt sammen udkom på statens label Amiga. Der, hvor jeg købte mit bokssæt, 'Das Beste aus der DDR', havde afdelingen nærmest hæderspladsen. DDR var, men hvordan var det at være i DDR og kunne lide musik? Kan man tale om en særlig østtysk sound? Det skulle ikke undre mig. Det virker i hvert fald, som om en meget stor portion melankoli forblev ovre østpå, da jerntæppet gik ned. Dagen før Muren faldt, kørte jeg rundt i Østberlin med folkepolitiet i hælene og østtysk pop på radioen. De fik mig, lige som Manfred Krug var færdig med at synge 'Wenn's draussen Grün wird', og ekspederede mig med raketfart over til Vest. I virkeligheden er jeg det første menneske, der slap ud af DDR uden at blive udspurgt eller undersøgt. Det foregik til tonerne af Tino Eisbrenners 'Kleine Mädchen'. Begge er at finde på 'Das Beste'. Og det er ikke første gang, at DDR-musik griber ind i mit liv. Min ven Steen var rød. Når vi lavede vores alternative skoleblad, skulle det altid ske til tonerne fra østtyske 'Deutschlandsender'. Senere gav skoleinspektøren os et ultimatum: enten fortsatte vi på Hørsholm Kommuneskole, eller vi fortsatte vores bladdrift. Valget var nemt. Men selv om det er over fyrre år siden, kan jeg stadig nynne ørehængere fra dengang af navnløse kunstnere. 'Es geschah in der Metro, in der Metro von Moskwa' og sådan nogle. Derfor er det også en særlig glæde at høre gruppen Sandow synge 'Born in the GDR' på bokssættet 'Das Beste'. Det er virkelig kram. I DDR var der mange, der forstod at sno sig. Og Nina Hagen, ja! Hun havde en kort og hektisk karriere i Østberlin. Som hun står der uden på lp-udgaven med megahittet 'Du hast den Farbfilm vergessen', ligner hun til forveksling Kirsten Walther på strandtur. For kyndige ører - og dem var der flest af - gemmer sig en hel historie i dette enkle udsagn: 'Skat, du har glemt farvefilmen!'. De kunne jo bare købe en ny, der hvor de skulle feriere under Sortehavets palmer. Eller kunne de? Desværre er lp'en et samlerobjekt og prissat derefter. Men Nina Hagen raser fortsat videre over det med farvefilmen på den sidste af de tre cd'er i 'Das beste'. Det er den, der hedder 'Kult'. Det er under 'Kult', man finder både de gode og de onde fyre. Hvem har dog skrevet børnekorets hymne til 'Das Volkspolizist'? Eller teksten til Sonja Schmidts 'Ein himmelblauer Trabant'? På kult-cd'en er også prøver på den heimat-orienterede tradition, der bestemt ikke havde partiets billigelse. Thüringens og Rennsteigs besynger Herbert Roth havde store problemer. Lidt bedre gik det saksernes sanger Jürgen Hart. Det er måske, fordi begge d'herrer havde et anseeligt publikum ovre i Vest. Det lille hefte, som følger med 'Das Beste', kan fortælle om adskillige bands og enkeltkunstnere, der slog an over hele Tyskland. Gruppen Karat fik f.eks. flere guldplader i Vesttyskland. I musik kan man sno sig. Men gruppen Pankow kom dog helt op i partiets øverste top på grund af sangen 'Langeweile' ('kedsomhed'). Punk og vrængen var ikke fremmed på musikscenen i DDR. Dog blev det sjældent til en pladeudgivelse. Den største succes overhovedet i Amiga-selskabets historie tilhører deres variant af Willie Nelson - Frank Schöbel. Hans jule-lp fra 1985, 'Weinachten in Familie', har til dato solgt over halvanden million eksemplarer. Samme Schöbel var aktuel med en single kort før Murens fald: 'Wir brauchen keine Lügen mehr'. Sangeren var ligeledes aktiv i de udøvende kunstneres støtteerklæring til Neues Forum. 'Das beste' er også historien om rock og heavy i DDR. Her indtager gruppen Silly en førende position, selv om man også bør huske Renft (forbudt i 1975) eller Puhdys, der præsenteres som DDR's Super-Mega-Über-Rocker! Men Silly havde noget, som de andre ikke havde. Vild desperation, utæmmelig kreativitet og sangerinden Tamara Danz. Hun brændte sit lys i begge ender og døde i en alder af blot 44 år. I mange år var Tamara Danz DDR's rocklady nummer ét. Talrige konfrontationer med myndighederne synes kun at have virket befordrende på hende og de andre medlemmer af Silly. Gruppen nægtede konsekvent at stille op ved officielle arrangementer og opnåede en kultstatus, så de var svære at røre. Silly blev aldrig forbudt. De var politiske på et højere niveau, end betonbureaukraterne kunne håndtere. På 'Das Beste' kan man bl.a. høre Tamara Danz synge 'Die wilde Mathilde' med en stemmepragt, der minder om en fordums Grace Slick. Silly lavede intelligent og nødvendig musik, der stadig lader sig høre. Amigas musik var altid velproduceret. Er der en særlig DDR-sound? Det er ikke nok bare at være melankolsk. I Østtyskland stortrivedes tillige den østfra kommende folkemusik samt tonen fra 1920'ernes kabareter med dansen på afgrunden. Techno var dem heller ikke fremmed. Når man ved, hvad vi ved i dag, om Stasi og kontrollens gruopvækkende omfang, så er det egentlig imponerende, hvorledes den østtyske musik i 1970'erne og 1980'erne kunne udvikle sig i parløb med den, der kom i Vest. I mange af numrene på 'Das Beste' - og udvalget er stort - sporer man nerve og nødvendighed ud over den blotte underholdning. Samt dertil en dobbeltbund, som dog nok måske med tiden er blevet lidt større, end den egentlig var. DDR var - og musikken var god. Men de glemte farvefilmen.