Plink, plink, plink. Mens Matthias Hellbergs skramlede stemme steg klagende fra Värmlandsskovene og gav overraskende nyt blod til sange af blandt andre Reed, Waits og Dylan. Hellberg er rocker. Han har haft bandet Soundtrack Of Our Lives og har turneret med bl.a. Hellacopters. Desuden er han så stærkt optaget af dub og reggae, at han ligefrem har en klub i Göteborg dedikeret til den jamaicanske musik. Hedero derimod kommer fra jazz og folkemusik. Sammen rammer de et eller andet sært skæringspunkt, der er lige så ærkesvensk en fortolkning af amerikansk rock, som Jan Johanssons fortolkning af jazzen var svensk. Imponerende nok formår Hedero & Hellberg radikalt at udbygge platformen på det andet album 'Together In The Darkness' med en titel neglet fra MC5 og 'Kick Out The Jams'. Det er der flere grunde til. Produceren Micke Herrström fremhæver forbilledligt duoens karaktertræk. Hedero har turdet satse endnu mere ømt foran tangenterne, mens Hellberg på samme måde har været i stand til at lægge endnu mere sjæl i sit sangforedrag. Flere instrumenter kommer ind i lydbilledet, uden at det på noget tidspunkt virker andet end spartansk i sin værdibevidste præcision. Coverversionerne er ekstremt velvalgte på 'Together In Darkness'. Neil Youngs 'Mellow My Mind' passer som fod i hose til ødegårdens sørgmodige stueorgel. Kris Kristoffersons 'Epitaph' står mejslet, mens Bob Marleys 'Concrete Jungle' bliver udsat for dybe svenske skoves stille ro. Tim Hardins 'Hang On To A Dream' er et dejligt genhør, men helt forrygende er den forvandling Jagger/Richards' 'Shine A Light' og ikke mindst 'No Fun' fra The Stooges' nådesløse fortid her undergår. 'No Fun' slutter albummet i en liveoptagelse, der lover godt for duoens optræden 3. december på Lille Vega som opvarmning til Chesty Morgan. Det er dybt originale fortolkningskunster, men minsandten om ikke også de fem sange, Hedero & Hellberg selv har skrevet, formår at hævde sig i det fornemme selskab. Titelnummeret afstivet med melankolske trompeter og den eminente 'Endless Exile', der blusser op i den mundharmonika, Hellberg engang må have lommetyvstjålet fra Neil Young, er eksempler på sangskrivning udsprunget af romantiske rockdrømme med slitage og patina. Hvis man nogensinde har haft en svaghed for rocktraditionens smukke tabere og uforbederlige outsidere, er denne svenske duo simpelthen noget af det mest bevægende, man kan høre netop nu. Det er musik fuld af regn, stilhed og tusmørke. Men trodsigt, så det forslår. Langt ude i en mørk skov, hvor ekkoet af den glitrende blanke popmusik fremført af nysminkede konkurrencesild er blevet bandlyst af en sur gammel mundharmonika, der skriger til himlen og lyder, som om den bliver hørt deroppe.