For tre år siden blev der sat musik til ti af Johannes Møllehaves yndlingsdigte. Nu kommer der så ti mere, men der er jo heldigvis også nok af gode digte at tage af! Hvilket ikke er det samme, som at gode digte er lige egnede til fuld musik. Det er igen Maiken Ingvordsen, der har sat musik til. Hun er ikke blevet grebet af tidens mange eksperimenter med at sætte musik og spoken word sammen på nye uortodokse måder med elektroniske beats. Ingvordsen går traditionelt og meget dansk i tonen til værks, og det er godt det samme. Sådan passer det bedst til Møllehaves ligefremme henvendelse. LÆS OGSÅNy monografi: Møllehave er banal Digte af så oplagte navne som Benny Andersen, Klaus Rifbjerg og Halfdan Rasmussen står paradoksalt nok svagest i fortolkningen. Møllehave er glad for digte med en god pointe, men en pointe er ikke nem at håndtere musikalsk. Det kommer nemt til at lyde som gamle travere. Noget man hiver op af hatten. At iscenesætte Møllehaves eget ’Efterår, eftertanke, efterløn’ som danskpop fra 1980’erne bliver mere overfriskt end festligt. Alvor bedre end lune Det stritter ud. Heldigvis også fordi andre ting lykkedes meget mere fornemt. Det er et musikalsk digtalbum, hvor alvor swinger bedre end lune. Det er her, vægten ligger, og så bliver det lyse let for let.
Det giver åbenlyst Møllehave glæde at hale Ludvig Bødtchers ’Ved et tab’ med dejlig bas af Morten Ankarfeldt frem i lyset sammen med Johannes Jørgensens ’At tro’. Bogstavelig talt frem i lyset, for Jørgensens trosbekendelse handler om troen som det at leve tæt ved en afgrund af mørke og lys.
