En plade med The National er en plade med The National er en plade med The National.
Kvintetten fra New York er et af de bands, der – groft sagt – laver den samme plade igen og igen. Og bandets sjette af slagsen er ingen undtagelse.
Som en lidt mere tilbagelænet og mindre manisk arvtager til ’High Violet’ fra 2010 virker ’Trouble Will Find Me’ umiddelbart lidt som et hop på stedet.
LÆS ANMELDELSE Melankolikerne over dem alle dyrker den hyggedepressive fryd
Her er ingen bisværme, der på sælsom vis bærer forsanger Matt Berninger til Ohio, som de gjorde det på den fremragende ’Bloodbuzz Ohio’, der var forgængerens store, hvirvlende midtpunkt. Og ikke helt den samme fabulerende omgang med livet omkring de fyrre tilsat sex, løgne og antidepressiver.
Typisk smukt
Men selv om The National er fem stivbenede træmænd, der umiddelbart ikke besidder nogen nævneværdig fysik, er de forbandet gode til at dreje rundt om sig selv, uden at det for alvor bliver kedeligt.
Og det er ’Trouble Will Find Me’ er glimrende bevis på.
Melankoliens gulddrenge kommer på RoskildeIkke mindst fordi Berninger er en oftest uhyre veloplagt tekstforfatter, der kun sjældent falder i gryden med banaliteter, som det sker på den endimensionelle og melodisk formummede ’I Need My Girl’, der kun reddes af et par rørende linjer om dengang,
Berningers udkårne fræsede sin bil ind i haven i raseri, hvorefter han undskylder til vinrankerne og i øvrigt forsøger at trøste hende ved at sige, at ingen så det. Det er et smukt og meget typisk Matt Berninger-øjeblik, som desværre drukner lidt i en sang, der ikke rigtigt vil noget andet end at savne sin kvinde og være lidt lækkertrist imens.
Og det er The Nationals største faldgrube.
En slående dyster underverden
Bedre går det på den stærke ’Demons’, hvor Berninger – som et svagt ekko af de nævnte bisværme – mærker flagermus og gribbe i himlen over sig, imens kloakkerne er fulde af alligatorer.
Dyr er altid nogle creepy sataner i Berningers univers, og naturen i det hele taget er som kviksand under bymandens fødder.
Naturen, drifterne, kærligheden – det hænger sammen det hele, som en sko, der klemmer om alle de ting, man(d) ikke selv kan styre. Resultatet er en solid dosis veldrejet The National’sk melankoli.
LÆS ANMELDELSE Rastløs forsanger hyggede sig med rødvin fra flasken
Men at The National også er både andet og mere end Berningers forpinte baryton og alle hans ord, er førnævnte ’Demons’ et solidt eksempel på.
For sangen bæres i høj grad frem på et underlag af Bryan Devendorfs eminent buldrende trommer, der går i syv fjerdedele og skaber en helt forrygende forestilling om, at der nede under Berningers besyngelse af egne dæmoner ligger en endnu mere dyster underverden og skurrer som hyperaktiv pladetektonik.
Melankolske konger kan smelte selv den hårdeste granitsjælDet er vildt, og det er godt.
Og så giver det alligevel mening, at The National har lavet en plade til.
fortsæt med at læse
