Englene synger kor på dansk visionærs nye album

Visionær. Jonas H. Petersen skriver en slags moderne salmer, som samtidig er popsange om livet og lyset og troen. Det er der kommet et vellydende og visionært album ud af.
Visionær. Jonas H. Petersen skriver en slags moderne salmer, som samtidig er popsange om livet og lyset og troen. Det er der kommet et vellydende og visionært album ud af.
Lyt til artiklen

Brusende af lys.

Det er sådan, jeg oplever musikken på det andet album med Hymns From Nineveh.

Hvis man skulle gå rundt i den tro, at kristen popmusik pr. definition må være en klæg omgang vadmelsfarvet havregrød, er den 26-årige sanger og sangskriver Jonas H. Petersen lidt af en åbenbaring.

Tør den rene jubel
’Visions’ følger efter Hymns From Ninevehs talentfulde debutalbum fra 2011 og gruppens fine juleplade ’Endurance in Christmas Time’. ’Visions’ er et album, der på alle planer bekræfter talentet og samtidig hæver ambitionsniveauet betragteligt. I en på alle måder større produktion viser Jonas H. Petersens særegne popsalmistiske sangskrivning sig at kunne stå distancen og lidt til.

Rammen skabt i samarbejde med producer Aske Bode og medproducer Fridolin Nordsø har åbenbart været inspirerende og tillidsvækkende nok til, at også sangeren Jonas H. Petersen har vovet mere end det ene øje. Hans lyst højtflyvende vokal tør meget mere og dykker på ’Far Away from Eden’ med stor effekt pludselig ned i mørkere tonelejer på en sang, hvor tidens vampyr da også suger livskraft fra sangerens ungdom.

Modsat tør han den rene jubel, når han på ’I See These Things Happening’ besynger, at den gådeløse tid – »the riddleless time« – har taget sin begyndelse.

Ung folk-musiker elsker at gå søndagstur med konen

Sammenligningen er svær, fordi Petersen skriver på engelsk, men det er ikke helt ved siden af at sidestille hans sange med salmetraditionen fra Kingo og Brorson. Det er sange, som synger om livet med troen med blik for lyset og sans for byrden under mørkets vinge.

Stemningsmæssigt af al magt løftende sig højt over hverdagens trakasserier, men uden at miste forbindelsen til dem. Sange skrevet ud fra Bibelens verdensbillede fortolket ind i en moderne popmusiks ramme. Til og med en ramme, som er klart og virkningsfuldt defineret.

Livet som gave og opgave

’Visions’ hedder dette bogstavelig talt visionære album, hvor samtlige sange tager afsæt i synets nådegave. Åbningsnummeret, ’I Saw These Things Happening’, er et profetisk apokalyptisk syn som fra Johannes’ Åbenbaring. En sang, som forholder sig til Seeren og Profeten som figur, men i de følgende sange bliver det at se syner foldet ud til noget mere fundamentalt og virkelighedsnært.

Sangeren overtager rollen som seer i sit liv, og det, han ser på ’Everything We See Will Turn to Dust’, er solens løfte til en ny dag. Kæresten, der vågner i sengen med en krop, der stråler i lyset, og den fælles bevidsthed om, at også alt dette vil blive til støv.

Og at også det er en hymne værdigt, som det med variation gentages på den svimlende ’I Saw Ashes Where You Once Lay’ og på ’A Brief Glimpse of Smoke’, hvor Hymns From Nineveh pludselig lyder så storslået som et bibel-citat instrueret af Ennio Morricone.

Det er livet som gave og opgave, der synger i disse sange. Og i alle sange bliver der set og sunget om det sete, så engle i streetwear kan synge med. ’Visions’ er et album bristefærdigt af vision, håb, skønhed, tro og tvivl. ’A Kid on the Beach’ er en på én gang tindrende blåøjet og teologisk funderet popsang for Herren og slet og ret en af de smukkeste popsange, jeg har hørt i år.

LÆS OGSÅ Stortalent udgiver dybfølt jule-EP

Det lyse musikalske overskud minder mig om den berusende troskyldighed, der i begyndelsen af 1980’erne strålede ud fra den skotske gruppe Orange Juice, da de definerede ’The Sound of Young Scotland’.

Lidt på samme måde som Hymns From Nineveh nu er med til at definere en ’Sound of Young Danish Believers’ – hvad enten man nu tror på Gud, Popsangen eller begge dele.

Kim Skotte

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her