Den danske popsang er en ung, sej pige. Drengene Rasmus Seebach og Nøhr holder banaliteternes fane inderligt højt, mens Burhan G. gør Joey Moe rangen stridig som pigernes farlige ven i dansemørke, uden at nogen af dem tilsætter deres musik mærkbar personlighed. Det er pigerne, der tegner de vigtige linjer på den danske popscene lige nu, og RebekkaMaria og Fallulah viser, at popmusik sagtens kan slå sig i tøjret og samtidig sidde lige mellem ørerne – uden at lyde som metervareprodukter. Soul med klubpumpende rytmer Siden Rebekka Maria Andersson svævede nærmest anæmisk rundt som stemmen i det indadvendte rockband Lampshade, er hun virkelig sprunget frem i forreste linje blandt de unge løvinder. Først i 2008 som AsInRebekkaMaria på solistdebuten ’Queen Of France’, og nu bare som RebekkaMaria og det søsterundersøgende album ’Sister Sortie’. Kvinderollen bliver vendt og drejet i en prisme på ti sange. Fra husmoren med mod på mere end hjemmehygge i den diskofile ’Crochet Work’ over den selvudslettende skikkelse i den smittende popperle ’Oh Solitude’ til den selvfornøjede maneater i støjfunky ’Picá Picá’. Det er nu ikke de for konkrete og klichétunge teksters skyld, at man skal foretrække RebekkaMarias selskab. Når hun indleder på Ga-Jol-pakke-niveauet med linjerne »Every man is an island/ every woman is the sea«, er det ligesom ret meget op ad bakke for hele den konceptuelle side af sagen.
Heldigvis er det musikalske udtryk langtfra så blodfattigt, og krøllet ind i en bluesslingrende chant fungerer de ellers lidt forlegne linjer om mænd og kvinder i åbneren ’Mother Woman’ faktisk som musik i stedet for ord.
