Båndene mellem New York-rapperen Nas og den jamaicanske reggaesanger Damian Marley hænger som guirlander på kryds og tværs af musikhistorien. De sorte amerikanske radioværters rytmiske præsentationer inspirerede til de jamaicanske soundsystems’ mikrofonholdere, der igen lagde grunden for hiphoppen i New York via jamaicanske indvandrere, før det hele løb tilbage igen og jamaicansk dancehall overtog hiphoppens slagkraft i produktionerne. Der er altså god grund til, at Nas og Marley har fundet sammen og skabt et album, der smelter hiphoppens rytmiske akrobatik sammen med reggaens blødere linjer, så solen slår smut i storbyens slidte asfalt. Vellykket krydsning Hiphoppen fører an, mens reggae og dancehall mest bliver tilføjet via Marleys vokal, mens de to kumpaner undervejs samler elementer op i alt – fra gospel og akustisk guitarpop til en svalende strygerkvartet og flængerne fra en elektrisk guitar. På mange måder en vellykket krydsning af New York og Kingstons gademusik, der sætter ind med ’As We Enter’, hvor Nas proklamerer: »I got the guns«, og Marley svarer: »I got the ganja«.
Dén skrydende angrebslyst skulle have fyldt mere på et album, hvor produktionen er mere tilbagelænet end dynamisk sammenpakket. Afrikanske rødder i gummiring Kun få tracks som ’Nah Mean’ har den nerve, som får Nas’ rap til at slå gnister og giver Marleys runde stemme granit at stå på. Men som oftest flyder vi ned ad den melodiske flod i gummiring.
