Syret Pandabjørn giver kuldegysninger

Lyt til artiklen

Du skal ikke forhaste dig ind i mødet med pandabjørnen Noah Lennox. Under navnet Panda Bear har den 32-årige eksilamerikaner igen skabt et unikt musikværk, man kun kommer på bølgelængde med, hvis paraderne falder og tempoet inden i hovedet sænkes. En del. De 11 kompositioner er lige så monotont tomme, som de er dragende smukke. De er blanke sider, der i stil med coverets illusion af krøllede papirstykker kan foldes til insisterende rejser i både det indre og ydre univers. Som farvestrålende origami for viderekomne. LÆS OGSÅAnimal Collective er årets bedste syretrip Men Panda Bear vakler også på knivsæggen mellem hypnotisk skønhed og en enerverende meditation, der kan få den indre raket af rastløshed til at gå af med et brag, så selv byens mildeste zenbuddhist må rive høretelefonerne af og hidsigt slå vinduet op for at fylde lungerne med et skud kølig forårsluft. Så er du advaret. Markeret som solist Gennem det seneste årti har Panda Bear opnået en helt særlig position i det amerikanske musiklandskab. Som en fjerdedel af bandet Animal Collective har han været med til at flytte (og sprænge) musikalske grænser i det eksperimenterende vildnis af folk, indierock og syret 1960’er-pop. Endda med forbløffende succes. Kulminerende i hitlisteplaceringer, publikumstilstrømning og massiv anmelderros til 2009-albummet ’Merriweather Post Pavilion’. På det tidspunkt havde Panda Bear allerede markeret sig som solist, da hans andet soloalbum, ’Person Pitch’, med den samplertykke tekstur og udsyrede forvaltning af arven fra Brian Wilsons popharmonier blev kåret til årets album mange steder i 2007. LÆS OGSÅHjortejægere leverer soundtrack til efteråret Og efter flere års tavshed er det på sin vis begge de to hovedværker, Panda Bear skal følge op på med ’Tomboy’. Allerede videre En forventningspresset opgave Panda Bear går til med krum hals og uden synderlig skelen til tidligere succesfulde greb. Den her pandabjørn skal videre! Og han kommer det i alliance med Sonic Boom, der fra sin tid i det psykedeliske rockband Spacemen 3 har høstet en del erfaringer i både soniske udflugter og langsomhed. De kalejdoskopiske rytmehyl fra Animal Collective er væk, og i forhold til ’Person Pitch’ har Panda Bear fra sit nuværende hjem i portugisiske Lissabon søgt mod et mere minimalistisk greb om de melodiske harmonier, men bevaret den gennemarbejdede, mærkværdige rumklang (der fortjener at blive hørt i et par høretelefoner, højt!). En fantastisk og fastholdende benlås af delay på ’Slow Motion’ viser, at dubmesteren King Tubby ikke levede forgæves. Slynget i ekkomaskinen På åbningsnummeret bliver den enkle sætning »know you can count on me« slynget rundt i ekkomaskinen, så det til sidst antager form af et helt gregoriansk kor i en nedslidt stenkatedral, hvor regnen trænger dryppende ind. Det er svimlende flot og et af de melodisk gribende højdepunkter, der kunne være flere af.
LÆS OGSÅ
Generation X har fået en støjende lillebror

I sin søgen mod minimalisme i melodierne, der flere steder kværner løs i sløjfer af næsten afrikansk karakter, giver han afkald på noget af den impulsive opfindsomhed, der fik ’Person Pitch’ til at slå blå, røde og grønne gnister inden i hovedet på folk. Nu er overraskelserne lagt ud i lydbilledets undervandsleg med guitarriff og et enkelt hiphopbeat, mens melodierne holdes i så kort snor, at den ensformige summen på ’Drone’ udkrystalliserer monotonien som søvndyssende frem for hypnotisk. Velfungerende Det indadvendte lavpunkt står dog i stærk kontrast til albummets dominerende styrke: intensiteten i de lange repeterende forløb. Panda Bear er sværmerisk velfungerende på ’Surfer’s Hymn’ med sin inspiration fra balinesisk gamelanmusik, melodisk svævende som en ørn over fodboldpublikummets jubel under ’Benfica’ og overraskende muskuløs i titelnummerets sammenstød mellem rockende guitar og psykedelisk pop. Her viser Panda Bear, at han stadig er en helt særlig størrelse, der kan give enhver kuldegysninger. Hvis de har tålmodigheden til det.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her