Det har aldrig været let at regne Tori Amos ud. Siden 1992-debuten er hun gået fra rystende selvbiografiske sange forbi coveralbum til konceptalbum om kvinder generelt eller sig selv specifikt. Men uanset om Tori Amos har haft løsrevne hits som Kate Bush-ekkoet ’Cornflake Girl’ eller har strammet konceptets korset om sit virtuose klaverspil og bjergrige stemme på en lang række plader, har hendes musik altid haft en stærk kvindelig og personlig glød. Dramatisk fægteri Denne gang mangler dog lige præcis denne kerne i konceptet, der kunne gøre hendes tolvte album, ’Night Of Hunters’, til en gribende musikfortælling i stedet for abstrakt spilfægteri. På skuldrene af temaer fra 400 års klassisk musik, fra Bach og Chopin til Satie og Debussy, har den evigt ambitiøse Tori Amos ladet sig inspirere og har skrevet 14 sange, der samtidig vil udforske forholdet mellem den jagede og den jagende.

LÆS OGSÅ Kate Bush er på sporet af den forsvundne vellyd

I en vildt hvirvlende fortælling om en kvinde i Irland, der lokkes ud på en tidsrejse af et formskiftende dyr og havner i både en 3.000 år gammel krig og et kærlighedsforhold på kanten af forlis.

Man kan roligt sige, at det over 70 minutter lange værk har indgange og sidegemakker nok. Men samtidig står det underligt stille i sin sangskrivning, hvor klaver, strygere og træblæsere hopper koket rundt om det melodisvage sangforedrag. Som balletdansere på tåspidserne og med armene fægtende dramatisk i den akustisk klingende luft.

Mangler variation
Til trods for de mange sirlige kompositioner og enkelte fine øjeblikke, ikke mindst det tiltrængte brud med de musikteatralske guirlander på den fængende ’Job’s Coffin’, er ’Night of Hunters’ et lukket kredsløb af gentagelser, hvor intensiteten stiger og falder, så det grænser til det forskelsløse.

Tori Amos’ uomtvistelige evner kommer aldrig ud af ideernes labyrint, og det enorme projekt fanger aldrig an som det opslugende bål, det gerne vil være.

Transseksuel musiker fældede træer i Cleveland