Guld er det visuelle tema på Joan As Police Womans nye album, ’The Classic’.
Der er guldmønter på selve cd-skiven, og på hjemmesiden optræder hun så guldbelagt, som var hun trådt lige ud af ’Goldfinger’. Da Joan Wasser gik på scenen i Koncerthuset var det dog ikke med guldsminke fra tip til tå, men iført en ærmeløs guldbluse.
Kun delvis guldrandet synes jeg også, man må kalde koncerten, der var den sidste aften på en to måneder lang turné i kølvandet på udgivelsen af Joan Wassers fjerde album som frontfigur i Joan As Police Woman.
’The Classic’ er et stærkt album, hvor Wasser tager sine intense grublerier over begærets og forelskelsens lige så forlokkende som frustrerende mekanismer og løfter dem over i en bredere sammensat og fysisk pågående musik.
LÆS ANMELDELSE
Politikvinde pløjer sit helt eget spor i rockhistorien’The Classic’ er både mere livsglad og slagkraftig, end man er vant til fra politikvindens side. Så helt rammende, at hun troppede op i vakse blå støvler af den slags, der kan passe til en kvindelig superhelt. For Joan Wasser er en slags musikalsk superheltinde.
Slagkraftigt
En topbegavet sanger og musiker, der gør tingene på sin egen måde og hverken er bange for at blotte sig eller række ud efter stjernerne.
Og slagkraftigt var det i starten, da JAPW lagde ud med fire sange fra det nye album. ’What Would You Do’ åbnede ballet i marchrytme anslået af trommeslageren Parker Kindred. På albummet har Kindred en hovedrolle, og det fik han så sandelig også i Koncerthuset!
Politikvinde på ny udrykning i KøbenhavnWasser er på ’The Classic’ både mere rocket og soul-orienteret end tidligere. På ’The Classic’ løfter horn, kor og doo-wop musikken ind i et saftigt og glimtvis funky Motown-territorium. Men uden blæsere og korpiger var det op til bandet Joan As Police Woman at finde et nyt gyldent snit.
Det var ikke helt let. Både guitaristen Matt Whyte og keyboardspilleren Eric Lane var dygtige musikere, men for meget blev baseret på Parker Kindreds ellers ret forrygende trommespil. Musikken blev mere heftig end energisk, mere slagkraftig end swingende. Ånden fra Motown var savnet.
Som en lækkersulten kat
Koncerthusets store sal kan være et problematisk rum til så fysisk musik.
Lyden var detaljeret, men føltes mere abstrakt end fuldfed og understregede den distance mellem scene og publikum, man let føler i den store sal. Jeg savnede den intimitet, der normalt er så vigtig en del af en koncert med Joan Wasser. Et savn, som blev forstærket af, at hendes vidunderligt fraserede og følsomhedsfintunede vokal fremstod mere udvisket i konturerne på baggrund af musikkens mur.
’Holy City’ og ’Good Together’ med programerklæringen »I don’t wanna be nostalgic for something that never was« holdt musikken i det høje gear. Så det føltes som lidt af et tiltrængt pusterum, da Joan Wasser lod sig glide ind i den blidt funky kærlighedserklæring ’Get Direct’. »Let’s get personal«, sang hun og greb sin violin, som hun både strøg med kattetarmene og brugte som mandolin. Personlig? Er Joan Wasser nogensinde andet?
På ’Get Direct’, hvor vokalen slentrede som en lækkersulten kat rundt om den lune fløde, var der rum til at etablere nærkontakt. ’The Ride’ og ’Christobel’ fra JAPW’s otte år gamle debutalbum, ’Real Life’, blev leveret med et nærvær, som understregede, at den nostalgi, Joan Wasser frygter, kun handler om kærlighedsforhold og ikke om hendes musik!
Med klump i halsen
Hoplafunky ’Shame’, følsomt tiggende ’Stay’ og ’Ask Me’s hyldest til kærligheden som en drøm, man kan bebo, understregede, at ’The Classic’ faktisk har de guldrandede sange. Men klassikerstatus opnås ikke ved at slå hårdere på tromme for musikken, end den har godt af.
Ikke at Joan Wasser ikke fik skovlen under os. For det gjorde hun jo. Først da hun med klump i halsen takkede sine dygtige musikere og takkede publikum for at støtte live-musikken. Dernæst da hun takkede musikken og fortalte, at den havde frelst hendes liv, så man ikke tvivlede på, det var den skinbarlige sandhed.
Derefter da hun og bandet stillede instrumenterne til side og gav ’The Classic’ som doo-wop a cappella. Og endelig, da hun som sidste ekstranummer stod alene på scenen i et dæmpet rampelys og sang solo og sart.
Da var der ikke et øje tørt i Koncerthuset. Rockmusikkens lige så blide som balstyriske kvindelige superhelt med det rastløse hjerte som sit eneste svage – og dog stærkeste – punkt, havde slået til igen. Men lidt for hårdt denne gang!
fortsæt med at læse
