Joan Wasser alias Joan As Police Woman har en stemme, der kan det hele.
Altid passioneret udstråler den intelligens og legesyge og rummer en sensuel smidighed i sine varierede fraseringer, jeg finder temmelig enestående og uimodståelig.
Læg dertil, at hun hver gang går til musikken med ambitioner om at afkræve traditionen overrumplende og gerne flabede svar, og man har inkarnationen af en kunstner, som det bare er pokkers svært at stå for.
Og hvorfor skulle man også det?
Holder højt niveau
JAPW, der som violinist og korsanger voksede ud af kredsen omkring Anthony & The Johnsons, har siden debuten i 2006 nu lavet fire album med nyt materiale plus coveralbummet ’Cover’.
De har alle holdt et højt niveau.
Kritik Politikvinden Joan væltede VegaMin absolutte favorit er ’To Survive’ fra 2008, der helt alene burde kunne have rehabiliteret begrebet inderlighed, mens efterfølgeren ’The Deep Field’ i 2011 skruede voldsomt op for bredden i det musikalske vingefang og den tematiske dybde.
’The Classic’ kan ses som en kombination af de to.
Intim ramme
Musikken fortsætter det indimellem temmelig højtflyvende ridt fra ’The Deep Field’ med voldsomme kombinationer af alt fra støjrock til doowop, men rammen er intim og attituden mere saftigt poppet.
Det er kærlighedssange, men nogle højst personlige af slagsen.
Politikvinde på ny udrykning i KøbenhavnI et vist omfang er de henvendt til et ’du’, men de er i højere grad selvransagende undersøgelser af, hvad kærligheden kræver af parathed og egosmidighed, hvis den skal have en realistisk chance for at manifestere sig som andet end ... en popsang.
Smæk for skillingen
Tættest på at være en klassisk popsang er det helt forrygende ’Holy City’, hvor kærlighedens genstand udråbes til Den Hellige By, et jordisk, ja, kødeligt Jerusalem.
Sat smækkert i scene med smæk for skillingen, rotation i hofteskålen, en sejt udskridende guitar, motownstemning og varm, rytmisk scatrap smuttende ud af stemmelæber og mundtøj på Reggie Watts.
Den musikhistoriske strandhugst fortsætter på titelnummeret ’The Classic’, hvor der er doowop for alle pengene.
Afvæbnende
En totalt afvæbnende kærlighedssang og et eksempel på, hvordan man hylder traditionen med næsegrus ærbødighed på samme tid, som man bruger den efter sit helt eget hoved og hjerte.
»It’s been a long rocky road«, synger Joan Wasser med en rå sensuel soulklang i stemmen, som er ny. Og gammel. Fra før hendes tid.
Sangerinde er skræmmende og sexet som en gyserfilm»Don’t want to be nostalgic for something that never was«, skærer hun igennem på ’Good Together’, men det hentyder kun til gamle kærlighedshistorier, ikke til musikhistorien.
Så han eller hun nu også så knaldhamrende godt ud? Jooooo. Var det nu også så specielt? Jo, det var det jo nok alligevel, men ikke på en måde, som legitimerer sentimentalitet i det dampbad, som udgør fortællingens ramme.
Sejt soulkor
Mens seje soulkor sidder lige i skabet sammen med den præcise dosis farfisaorgel og basrytmens diskrete hjerteslag.
Og Politi-Joans stemme i spidsen for sit fremragende band swinger sig op på de himmelsk høje nagler, inden det hele koger over i en disharmonisk støjrock på det syv minutter lange nummer.
Et ordentligt los i røven til nostalgien!
»And my mind, well, she’s more than just dirty / she’s a rascal who’s set on setting fire to all / that I’ve learned«, synger hun på ’Witness’, hvor hun så at sige er vidne til sin egen upålidelige karakters skalten og valten med sine følelser.
Navlepilleri med almen adresse
Det er et usædvanligt perspektiv og usædvanlig perspektivrigt.
I det lange løb bliver det også indimellem vel ordrigt og ville have været decideret solipsistisk, hvis det ikke var, fordi det langvarige intime navlepilleri faktisk har almen adresse og interesse.
De mange og lange meditationer over det uregerlige kærlighedsliv giver i perioder antydninger af tomgang, men når albummet klinger ud med ’Ask Me’, føler jeg mig alligevel fuldt ud så mættet, som jeg gjorde af ’The Deep Field’ og bedre underholdt.
Snor hjertemuskel om lillefingeren
Helt inde at sno min hjertemuskel om lillefingeren, som hun gjorde det på ’To Survive’, er Joan Wasser ikke denne gang. Men det er også sjældent, det sker på samme måde mere end én gang.
Dansk-svensk kvintet overrasker med skingerkulørt jazzpopMon Angel Olsen vil sende mig til tælling, som hun gør det på ’Stars’ en anden gang? Det er ikke til at vide. Der er ingen grund til at være nostalgisk på forhånd.
Joan Wasser viser, at det alligevel godt kan blive en langvarig affære med både fortid og fremtid.
fortsæt med at læse
