Lyt til artiklen
Godt 19 minutter inde i det monotont rumlende åbningsnummer, ’Driftin back’, afbryder Neil Youngs spæde stemme endnu en lang passage af fabulerende guitarerfor at klage over tidens elendige toneklang:
»Don’t want my mp3/ When you hear my song now/ You only get 5%/ You used to get it all«. Young foretrækker at flyde tilbage til en tid, da Picasso var original. Før teknologisk reproduktion »turned him into wallpaper«, og før vi begyndte at dele musik i kompakte letvægtsformater.
