Han bliver ikke ligefrem mildere med årerne, den 69-årige Scott Walker. Han bliver kun vildere.
»If shit were music, you’d be a brass band«, snerrer han på ’Bish Bosch’, der syder af brutalt slyngede kompositioner med gøende hunde, uforudsigelige strygerarrangementer og sønderpumpende industrirytmer.
Et album, der forlænger den mest sælsomme karriere, indledt for næsten 50 år siden, videre ud i det ukendte, der lurer bag den musikalske horisont.
Bag en kasketskygge
Derude er der ikke meget lys, men masser af lyd. Brølende oceaner af lyd. Og Walkers tumultariske minimalisme skal også denne gang høres så højt, at naboen ser mistroisk på dig, næste gang I passerer hinanden på gaden.
Eksilamerikaneren har gennem fire årtier isoleret sig bag en kasketskygge i England og sendt sin musik ud i et satellitkredsløb af gådefulde abstraktioner.
Langt væk fra de hitlister og hvinende piger, der i 1960’erne omringede ham, da han på en tsunami af strygere croonede ’The Sun Ain’t Gonna Shine Anymore’ og ’Make It Easy on Yourself’ med The Walker Brothers.
Dirrende dramatik
I dag hedder sangene ’Epizootics’ eller ’SDSS1416+13B (Zercon, A Flagpole Sitter)’ og handler om epidemier eller dværge ved hunnerkongen Attilas hof, der ender som den koldeste observerede stjerne i universet.
Siden Scott Walker med ’Climate of Hunter’ i 1984 begyndte sine soniske vandringer hinsides den brede popsmag, er der kun kommet et enkelt album i årtiet fra ham, og med ’Bish Bosch’ afslutter Walker den trilogi, han indledte med albummene ’Tilt’ i 1995 og ’Drift’ i 2006.
De lange perioder af tavshed er blevet brudt af voldsomme album, på samme måde som hans kompositioner bruger stilheden som fundamentet for stemmens eksplosive gejsere af dirrende dramatik.
Lige grundvoldsrystende og dragende hver gang. Og hvis publikum skriger i dag, er det nok mest af frydefuld rædsel eller i nysgerrig forvirring.
Vulgært for meget
Solen har aldrig strålet i Scott Walkers musik, og mange vil nok vende ryggen til i samme øjeblik, den første af de ni nye kompositioner skånselsløst stempler sin maskinelle rytme ind i trommehinden.
Og ikke nå at opleve – eller mere præcist: erfare – Walkers overdramatiserede stemme presse luft og lys ud af en sort katedral af hylende lyde, løst knitrende forbindelser og savtakkede guitarfigurer. Eller forstå, hvor rammende albumtitlens reference til maleren Hieronymus Bosch er.
Det er næsten vulgært for meget. Men det er hele pointen!
Der fyres løs på alle cylindere, og man bliver ikke færdig med at finde rundt i hans obskure kompositioner i løbet af en eftermiddag. Faktisk kan det være svært nok at finde ud igen, når man først er blevet lokket indenfor af den forræderiske stemme.
Skønhed på spil
Den er i sin dybe natur betryggende, på den melankolske omfavnende måde. Til tider bevæger den sig hen mod den klagende inderlighed, man kender fra Antony & The Johnsons, andre gang bryder den ud i destruktiv energi, der kunne være Nick Cave i hans tidlige berlinerår.
Hvis ikke den klemmes op i det høje register og lyder som et ekko af en tortur-arie hen over et musikalsk virvar. Moderne kompositionsmusik bliver brudt op af industrial metal, og music concrète sætter sig på tværs af de underspillede orkesterarrangementer som lyden af snittende macheter.
Ud på coveret løber skriften, og inden i skrider de faste strukturer fra hinanden, mens de teatralske recitationer rejser sig stejlt og forsvinder til en hvisken. Kommer og går som et oprørt havs uregelmæssig slag ind over forrevne klipper.
Alligevel er der en skønhed på spil. Der gror helvedesblomster i det udsatte mørke. I grunden er det stadig episke ballader, blød melankoli trukket avantgardistisk af led.
Undergang i aftenlandet
Teksterne er dunkle som et digt af Stéphane Mallarmé. De afhuggede sætninger falder som murbrokker for Walkers nedrivningskugle af en baryton. Og hvirvler op i historiens støv med både popkulturelle og klassisk dannede referencer.
I et sammensurium af impressionistisk dadaisme, knudret symbolisme og kontant tale: »You’re so boring/ that you can’t even entertain doubt«. Endda tilføjet et par enkelte, men velvalgte danske gloser: »ingen ... ingenting«.
Der er undergang i aftenlandet og grumme fornemmelser for tilværelsen i Walkers kronisk sænkede blik: »Spring might gently/ press its thumbs/ against your eyes«. På www.bishbosch.com kan man fordybe sig i en de mange noter, der følger med som afklippede regibemærkninger til albummet.
Der står, at det er en god ide at »have en ordbog ved hånden og browseren indstillet på Wikipedia«, hvilket da også øger den analytiske fortabelse i værket.
Ikke ligefrem radiopop
Men skal man for alvor trænge ind i den episke helhed, skal musikken høres. Den skal mærkes. Det er ikke musik, der skal tænkes til ende, men trykkes gennem kroppen. Hvis vi overhovedet kan blive enige om, at det er musik.
Med sange på 21 minutter er det jo ikke ligefrem radiopop. Men ved netop at bryde konventionerne og udfordre vores sanseapparat rokker det ved vores fastgroede forestillinger om musik. Også popmusik.
Med ’Bish Bosch’ afslutter Scott Walker på fornem vis sin foruroligende trilogi og skaber samtidig et altopslugende sort hul midt i den lysende vrimmel af tidens vanedannende popstjerner. Som en tiltrængt og lige så afhængighedsskabende modgift, man må vende tilbage til. I mange, små doser.
Hør hele Scott Walkers album 'Bish Bosch':
fortsæt med at læse
