»What the heck is a Yellow Tango?«, snerrede baseballspilleren Thomas Frank til holdkammeraten Richie Ashburn. De to New York Mets-spillere var netop løbet ind i hinanden under en kamp i 1962.
Ashburn havde ellers råbt: »jeg har den!«. Han havde bare råbt det på spansk, så deres medspiller Elio Chacón fra Venezuela kunne forstå det: »Yo la tengo!«.
LÆS ANMELDELSE Yo La Tengo leverer endnu et stilfærdigt album
Sådan går baseball-anekdoten, der gav den amerikanske indierockband sit navn. Da ægteparret Georgia Hubley og Ira Kaplan tilbage i 1984 dannede Yo La Tengo, misforstod de helt sikkert ideen med at skrive sange til hitlisten, og klodset snublede de over rockforestillingen om bandet, der flammer op og brænder ud på et par år.
Langt fra rutinetomgang
Med en sjælden set konsekvens har Yo La Tengo gennem årene fortsat deres misforståelse af forstærkeren, ladet guitaren støje for meget, taget afstikkere i retningen af jazz eller ud i ambiente landskaber, men altid ladet deres drømmende popmelodier flyde med. Til stor begejstring for et lille, men lige så stædigt følge af fans.
I de sidste tyve år har de med bassisten James McNew været en trio og deres 15. album viser, at Yo La Tengo stadig har den. Den der magiske evne til at få en undseelig sang til at trække lytteren til sig med melodier, der har tidevandets langsomme kraft.
Så langt henne i karrieren kunne man måske forvente lidt rutinetomgang eller forsøg på at vende alting på hovedet for at træde ud af sit eget billede. Men de ti stilfærdige sange tænder ikke et batteri af fontæner og ildkugler, der skal lyse op i karrierens skumringstid.
Yo La Tengo stoler på, at deres sangskrivning og underspillede atmosfære er lige præcis det, der skal til. Og understreger med et blændende album, at det er det, der gør dem unikke.
Fut i melodierne
I stedet for vilde udskejelser har Yo La Tengo tværtimod strammet op i deres udtryk.
De har skåret sangene til i længden, så et ellers godt groove i ’Well You Better’ ikke får lov at sejle ud forbi 10-minuttermærket. Den blege indiefunk er nok med til at sætte fut i melodierne, men bliver holdt i sangenes faste greb.
Produktionen er præciseret, så Robert Fischers lille violintrille står klart frem og optegner kontrasten til guitarens monotont støjende undersug på den infektiøse ’Is That Enough’ eller giver plads til, at trombonen med dybe stød kan blæse alle bekymringer bort på ’Before We Run’.
Til sidst er eksperimenterne nedtonet, så en forvrænget guitar, der sitrer under en sang for at bryde ud til sidst, holdes igen, så sangen ikke ligner en eksploderet cigar. Det giver plads til melodierne, der siver ind på den indre jukeboks, hvor den svalende smukke ’The Point Of It’ har kørt i dagevis hos mig.
Ikke til at misforstå
Det er fornemt afstemt, og den brillante sangskrivningen her er ikke til at misforstå. Yo La Tengo får de lavmælte sange til at ulme inde i hovedet på os længe efter den sidste forvrængede akkord.
På den måde er ’Fade’ en smuk kondensering af en lang og til tider spraglet fortælling. New Jersey-bandet har bevæget sig gennem lo-fi, shoegazer og støjpop, så både Grizzly Bear, Beach House og Low har kunnet følge med. Men de har selv udforsket det hulrum, der opstod efter Velvet Underground.
Sangene er ikke så narkotisk henførte, men de summer af Lou Reed-guitar, melodierne er drømme sunget med en stemme, der aldrig ryster eller hidser sig op. Det er rørende og urokkeligt i samme uafrystelige bevægelse.
Provokerende overbærende
Måske også en anelse for roligt?
Det er næsten provokerende overbærende, når Kaplan hvisker: »When you’re screaming in my ear/ What’s the point of it?«, eller han på den kække mediation ’Ohm’ uden vrede konstaterer: »Sometimes the bad guys come out on top/ Sometimes the good guys lose/ We try not to lose our hearts, not to lose our minds«.
Men ok, hvis nogen skal spille visdomskortet, må det godt være Yo La Tengo. Det klæder deres stilfærdige gemyt. Men denne gang er sangene så udadvendte og ualmindeligt indtagende, at man må håbe, at de ikke skal forblive indieparnassets velbevarede hemmelighed. Det har længe været en unødvendig misforståelse.
fortsæt med at læse
