Når Nick Cave sænker stemmen, rejser en storm sig i stilheden.
Det er længe siden, den 55-årige rockshaman har gjort det med brændende konsekvens, men på det 15. albumudspil fra Nick Cave & The Bad Seeds gør han det igen. Både toneleje og tempo synker til et punkt, hvor det næsten ikke er sang længere, og alligevel tromler de 9 nye sange hen over den sagesløse lytter.
LÆS OGSÅ
Majestætisk overskrævs på vuggende rytmer af gotisk storbyblues reciterer Cave sine tekster med de velkendte temaer: begær og mord, fristelser og undergang, kærlighed og død.
I konflikten mellem kødets lyster og dets forfald buldrer stemmen som et spøgelse fra tordentrøsteren Johnny Cash. Den er dyb, diktionen skarp, og den behøver ikke at anstrenge sig for at efterlade et blivende mærke.
Drøn gennem sjælen
I skærende kontrast til de seneste års svovlsydende udladninger gemmer kraften i Caves stemme sig i resignationen. Som ulmende magma, der, hvad øjeblik det skal være, kan bryde den tynde, tynde skorpe, der midlertidigt holder verden sammen.
Man burde have lært det efter alle disse år, alligevel kommer det atter som en chokerende stor oplevelse at høre Nick Cave croone med tøvende patos mellem små loops, tyste kor, elegiske violiner og det ene vidunderligt dunkle meloditema efter det andet.
Med ni moderne hymner tvinger han os igen ned til vandet, hvor de vilde roser gror. For når Nick Cave synger sådan her, går der et drøn gennem sjælen. Som han messer i den afsluttende blå dis af en titelsang:
»And some people say it's just rock'n'roll/ Oh but it gets right down to your soul«.
Fortidens greb
Den hymniske 'We No Who U R' ruller albummet i gang med et smukt ekkotema og et kor, der prøver at komme Cave til undsætning i kattepinen mellem forbandet og forløst. Han finder ro på den orgelsmukke 'Wide Lovely Eyes', men bider tænderne sammen igen med den dramatiske stemning under 'Water's Edge'.
Sirenerne synger lyset frem på bomuldsbluesen 'Finishing Jubilee Street', og 'Mermaids' hører til blandt Caves smukkeste stunder med sin helende storhed af akustisk guitar og vintage-Bad Seeds-kor.
Men Rumleskaft-violinisten Warren Ellis' loops er gennem hele albummets 43 minutter den næsten undseelige puls, der fuldender den fortryllende stemning af at vandre gennem forladte bygninger og hvælvede sale fra en forsvunden tid.
LÆS OGSÅ
Ellis er arkitekten bag det arkaisk drømmesyn, hvor Nick Cave må tilbage ned til havet og drifterne, mens en kvinde dør på 'Jubilee Street'.
Billedsproget er antikt og genkendeligt, men humoren og nutiden ikke smidt over bord. Den bibelsk brændende 'Higgs Boson Blues' slår en cirkel rundt om motellet i Memphis, hvor Martin Luther King blev skudt, og Caves egen begravelse, men punkterer stemningen med en sidebemærkning om tv-figuren Hannah Montana.
Udgangspunktet er længsel og glemsel, eller som det lyder langs internettets forgrenede virvar af information på 'We Real Cool': »And Wikipedia is heaven/ when you don't want to remember no more«. Erindringen er digitaliseret og overladt til det redigerende fællesskab, men fortiden kan ikke slettes. Heller ikke den personlige.
Pause fra mesterværker
Det er ikke blevet sent i livet for Cave, men når han nu ser op, aner han tydeligt tusmørket. Er det virkeligfem år siden, at Nick Cave & The Bad Seeds sidst udgav et album?
Det havde jeg lige et øjeblik svært ved at forstå.
Det australske renæssancemenneske har med sit arbejdsraseri jo ikke ligefrem holdt sig uden for medieradaren. Dels har han leget stratenrøver i ventilbandet Grinderman, dels har han forfattet en roman, skrevet et par filmmanuskripter og så lige skruet et par soundtracks sammen sammen med Warren Ellis.
Men jo, The Bad Seeds med bassisten Martyn Casey, percussionisten Jim Sclavunos, trommeslageren Thomas Wylder, kormanden Conway Savage og den uomgængelige Warren Ellis stod sidst ved siden af Nick Cave på det potent rockende 'Dig, Lazarus, dig!!!' i 2008.
LÆS OGSÅ
Dengang skød Cave albuerne tilbage og underlivet frem, mens han grinede svedent under rockhistorien sejeste skovsnegl af et overskæg. Men den rockikoniske persona, han har bygget op, er det mest mindeværdige, der er at sige om mellemtiden.
For jeg er til gengæld ikke i tvivl om, at det er længe siden, at Nick Cave & the Bad Seeds sidst leverede et regulært mesterværk: det personligt blottende 'The Boatman's Call', der i 1997 var den musikalske og litterære kulmination på den oprindelige udgave af Nick Cave & The Bad Seeds.
Det band, der formede sit udtryk gennem volatile og eksperimenterende 1980'ere og forfinede det i 1990'ernes kamp med kærligheden. På liv og især død.
Med Ellis som kontrapunkt
Nu har Mick Harvey som den sidste af de oprindelige Bad Seeds forladt Nick Cave, og multiinstrumentalisten Warren Ellis har for længst og enerådigt indtaget positionen som Caves centrale mod- og medspiller i bandet.
De senere år har Cave og Ellis sammen skabt et rockikonisk værk, hvor bluesen er beskidt, sydstatspræsten kalder dommedag frem, mens kvinder erobres med højlydt snerren.
Det har været skægt og imponerende energisk, men sammen med sidespring i Grinderman var Nick Caves rockexcesser tæt på at ende som en parodi på sig selv. Moustachen blev en maske og sangene ikke meget andet end udråbstegn fra en flok lige så midaldrende som fandenivoldske mænd.
LÆS OGSÅ
Men nu tager Cave alvoren på sig igen. Nuancerne og eftertanken.
Han sidder ved klaveret med sænkede parader, og Ellis udviser for første gang forståelse for den overmandende effekt, der ligger i at sætte Cave minimalistisk i scene. En erkendelse, der ellers forsvandt med Ellis' forgænger i Bad Seeds, tyske Blixa Bargeld. I rette tid har Cave lagt parodien til side og sat en skælvende skønhed i stedet.
Ret beset har Nick Cave & The Bad Seeds aldrig udgivet et dårligt værk. De er i en klasse for sig, men selv sammenlignet med deres eget høje niveau rager 'Push The Sky Away' op.
Sprængt ud af alle sanges granitbrud er det et imponerende mesterværk af stoisk ro i en kortsluttet tid.
fortsæt med at læse
