0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nick Cave sænker paraderne på skælvende mesterværk

Nick Cave & The Bad Seeds har fundet ind til alvoren på ni overvældende hymner.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Legender. Nick Cave når nye højder med The Bad Seeds på 'Push The Sky Away', hvor ikke mindst Warren Ellis spiller en musikalsk hovedrolle. Fra venstre er det Martyn Casey, Warren Ellis, Nick Cave, Thomas Wylder, Jim Sclavunos (forrest). Foto: Playground

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Når Nick Cave sænker stemmen, rejser en storm sig i stilheden.

Det er længe siden, den 55-årige rockshaman har gjort det med brændende konsekvens, men på det 15. albumudspil fra Nick Cave & The Bad Seeds gør han det igen. Både toneleje og tempo synker til et punkt, hvor det næsten ikke er sang længere, og alligevel tromler de 9 nye sange hen over den sagesløse lytter.

LÆS OGSÅ

Majestætisk overskrævs på vuggende rytmer af gotisk storbyblues reciterer Cave sine tekster med de velkendte temaer: begær og mord, fristelser og undergang, kærlighed og død.

I konflikten mellem kødets lyster og dets forfald buldrer stemmen som et spøgelse fra tordentrøsteren Johnny Cash. Den er dyb, diktionen skarp, og den behøver ikke at anstrenge sig for at efterlade et blivende mærke.
Drøn gennem sjælen

I skærende kontrast til de seneste års svovlsydende udladninger gemmer kraften i Caves stemme sig i resignationen. Som ulmende magma, der, hvad øjeblik det skal være, kan bryde den tynde, tynde skorpe, der midlertidigt holder verden sammen.

Man burde have lært det efter alle disse år, alligevel kommer det atter som en chokerende stor oplevelse at høre Nick Cave croone med tøvende patos mellem små loops, tyste kor, elegiske violiner og det ene vidunderligt dunkle meloditema efter det andet.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce