Den tid, hvor liveplader kunne opnå legendarisk status er for længst forbi.
Det hører til den tid, hvor guitargiganter gik på jord.
Hvor The Who var ’Live at Leeds’, The Allman Brothers var ’Live at Fillmore East’, Zappa var ’Roxy & Elsewhere’, og Lou Reed var et ’Rock’n’Roll Animal’. For The Grateful Dead blev livealbummet en vagabonderende livsstil, for Neil Young en livslang passion, for Lou Reed et statement.
KIM SKOTTE Lou Reed var min hemmelige ven
Stakkels Pete Frampton lavede livealbummet ’Frampton Comes Alive’, og siden gad ingen høre hans studieplader!
Talking Heads lavede i 1984 ’Stop Making Sense’, som i endnu højere grad var en film af Jonathan Demme og indvarslede en tid, hvor den ene slags liveplader skulle miste betydning. Som at være der selv -oplevelsen blev efterhånden mere en sag for dvd’en end for cd’en.
Rockmusikkens ekstramateriale
Næsten som at være der selv... er ikke det samme som at have været der selv.
Reproduktionen af begivenheden er ikke i nærheden af at være begivenheden. De mange fantastiske optrædener på Woodstock bevidnede, at der i 1970 var stor forskel på musikere i studiet og på scenen.
Først senere blev det et ideal, at reproducere lp-musikken så nøjagtigt som muligt. Livealbummet kunne så være en mulighed for musikerne til at spille med musklerne og vise, hvad de kunne i virkeligheden. Soloen, som blev luget ud i studiet, kunne få frit slag på livealbummet.
Liveplader
Tre udødelige
1. Neil Young: Live Rust. 1979. Neil Youngs dobbelte livealbum foldede stilen fra ’Rust Never Sleeps’ ud, og Youngs guitar er en guddommelig økse.
2. Lou Reed: Rock’n’Roll Animal. 1974. Steve Hunter og Dick Wagner gav dobbelt guitarlir. og Lou var det ondeste dyr.
3. Talking Heads: Stop Making Sense. 1984. Store jakkesæt og endnu større sange fra David Byrne & co.
Ny teknologi gjorde lyden af livepladerne bedre, men gjorde ikke nødvendigvis stemningen mere nærværende.
Livealbummet frister nu mest en tilværelse som ekstramateriale. Men grundlæggende er der som regel tale om de samme to missioner.
Enten vil man dokumentere et særligt kapitel, en særlig stil i den samlede oeuvre. Det er f.eks. hvad Neil Young gør i disse år med sin serie af eksemplariske liveoptagelser fra forskellige nedslag i sin lange karrieres mange og meget levende koncertfortolkninger af sin egen musiks stoflighed.
Neil Young står bag ny streamingtjenesteEller også vil man markere en begivenhed. Muren blev bygget. Hør den brase sammen i flot stereo. Den store rockbegivenhed.
Relevant nedslag
To nye liveplader fra to af de helt store rocknavne falder nok så nydeligt ind i de to forskellige kategorier.
Nick Cave har med ’Push The Sky Away’ lavet sit bedste album i lang tid. Efter nogle ruskende rockår med underlivet forrest har Cave & The Bad Seeds undfanget en ny inderlig lyd med Caves vilde højrehånd Warren Ellis i en helt anden og mere tæmmet rolle. Et musikalsk kursskifte, det giver god mening at dokumentere.
Anmeldelse
Nick Cave & The Bad Seeds
Titel: Live From KCRW
Pladeselskab: Bad Seed/Playground
Så efter at have turneret tre måneder med ’Push The Sky Away’ gav Cave & The Bad Seeds en intimkoncert for 180 mennesker arrangeret af radiostationen KCRW.
Forbløffende Nick Cave leverede rituelle højdepunkter og store smil’Live From KRCW’ er en eksemplarisk liveplade, hvor sangene mejsles klart frem, og hvor gamle kendinge som ’Stranger Than Kindness’ og ’No More Shall We Part’ integreres i det nye udtryk og i flere tilfælde med øreåbnende resultater.
Mest overraskende er en dæmpet ’The Mercy Seat’ som blid pianoballade, hvor der bogstavelig er skruet ned for strømmen i balladen om den elektriske stol. ’Push The Sky Away’ er den nye sang, der så inspirerende formår at vække også halvgamle rockånder til dåd.
LÆS ANMELDELSE
Nick Cave sænker paraderne på skælvende mesterværk’Live at the KCRW’ er en relevant liveplade i forlængelse af ’Push The Sky Away’. At publikum så lige skal rockspankes til sidst med ’Jack The Ripper’, er mere typisk end elegant.
Flot souvenir
The Rolling Stones har en anden selvforståelse.
44 år efter den legendariske koncert i Hyde Park vender verdens største rockband tilbage til åstedet for at rejse endnu et monument over sin egen storhed.
Repertoiret er klassisk Stones fra ’Ruby Tuesday’ til ’Brown Sugar’. 16 indiskutabelt suveræne numre fra især den tidlige del af karrieren plus tre uden klassikercertificering.
LÆS OGSÅ Rolling Stones-opsamling viser forfriskende holdbarhed
Teksten i bookletten handler mest om, hvor meget større scenen er, og hvor meget bedre lyden er nu end for 44 år siden.
’Sweet Summer Sun’ er en liveplade, der fejrer og hylder begivenheden med stort B. Stones’ triumferende tilbagevenden til Hyde Park. Begivenheden skriver videre på mytologien uden at komme med en eneste uddybende musikalsk kommentar. Det er en souvenir. En koncertbegivenhed indkapslet i et øjeblik af ravgylden lyd.
Rolling Stones debuterede på kæmpefestival efter 50 årSom produkt er det helt i top. Som musik komplet overflødigt for andre end inkarnerede fans.
En flot og lækker souvenir på både cd og dvd med ét budskab: Verdens største rockband er i god form.
fortsæt med at læse


























