På et tidspunkt under nogle få, men tumultariske dage i Irland i 1965 undrer Mick Jagger sig over, at Rolling Stones havde holdt sammen så længe og var kommet så langt!
Gruppen havde kun eksisteret i tre år, da den unge fotograf Peter Whitehead fik lov at lade sine kameraer rulle i noget nær døgndrift undervejs på den lille turne.
I år kan Rolling Stones fejre rockens første 50-års jubilæum. Det sker med udgivelsen af den fine dokumentarfilm fra Irland, ’Charlie Is My Angel’, som dengang blev skrinlagt, gruppens egen dokumentarfilm ’Crossfire Hurricane’ og jubilæumssmykket – bokssættet med endnu en runde greatest hits, ’GRRR!’
LÆS OGSÅ Det her vidste du (måske) ikke om Rolling Stones
Den røde tråd
To nye numre er tilføjet. Både den halsstarrigt energiske bluesrocker ’Doom & Gloom’, der i løbet af fire minutter byder på seksuelle referencer, druk, selvbiografi og forsigtig samfundskritik, og den mere komplekse, langsommere ’One More Shot’ står distancen.
Den første er en klassisk, opløftende Jagger-sang, mens den anden med den løst svajende, beskidte rytmeguitar i slowmotion emmer af Keith Richards.
LÆS OGSÅ Rolling Stones fejrer jubilæum med koncerter og album
Dermed er enderne af den røde tråd, vi kan binde om Rolling Stones’ sangskat af vedholdende kraft, snøret sammen.
Bandet har i 50 år arbejdet sig ind i kernen af en bluestintet, soulpræget rock’n’roll og med små variationer holdt fast i udtrykket, mens hele verden omkring dem har forandret sig til det nærmest ukendelige.
Forfriskende
Ved at holde stilen har Rolling Stones vundet en nostalgisk og historisk værdi som de evige jetset-sigøjnere, fremdeles garanter for lidt ravage i stadionstørrelse, selv om stampublikummet efterhånden går mere op i pension end revolution.
Det er det ene ben, holdbarheden balancerer på. Det andet er selvfølgelig sangenes holdbarhed gennem årtierne.
Hørt igennem på et bokssæt lyder de fleste af dem stadig lige så forfriskende, som da de udkom første gang. Modsat for eksempel The Beatles havde Rolling Stones aldrig den ungdommeligt naive sødme i de sange, der i kraft af deres smagen på allehånde rå realiteter holder i dag.
Stoisk ro
Heldigvis ligger det primære fokus på de unge musikere i deres formative tid i Peter Whiteheads film.
Filmen byder på fine liveversioner af klassiske sange som ’The Last Time’, ’Time Is On My Side’ og noget nær premieren på den dengang nyskrevne ’Satisfaction’.
I en øm scene backstage kaster Mick Jagger med Elvis-stemme og Keith Richards bag klaveret sig ud i drillende versioner af ’I’ve Just Seen a Face’ og ’Eight Days a Week’ fra konkurrenterne i The Beatles.
For at have en chance skulle Rolling Stones være antitesen til netop de fire søde fyre fra Liverpool, mente gruppens manager Andrew Loog Oldham. Det kunne være svært, for som Mick Jagger har sagt fornylig – »vi var så søde dengang«.
Sandt nok ifølge filmen med de høflige og velformulerede londonere, som tager al virakken, skrigeriet og fanskarens indtagelse af scenen med stoisk ro. Men efterhånden fik de det lært.
Svært at sige noget nyt
Hvordan udviklingen i skæv retning til glæde for sladderpressen formede sig, kan man følge i Brett Morgens ’Crossfire Hurricane’, som gruppen har godkendt og medvirker i på nye interview, dog uden billeder. Det gør fortællingerne befriende bramfri.
Også her holder man fornemt den dokumentariske fortælling adskilt fra musikken til fordel for begge dele.
LÆS OGSÅ 50 år med verdens største rockband
Der er dog næppe meget materiale her, som vil overraske folk, som har fulgt bandet og set de mange andre dokumentarfilm om det.
Sådan er det med Rolling Stones. Det er svært at sige noget nyt om et band, hvis musikalske vartegn ironisk nok er endt med at blive noget så antirevolutionært som disciplin og stabilitet.
Hør hele 'Grrr' her:
fortsæt med at læse
