Midt under den skælvende smukke ’Mermaids’ står Nick Cave igen i en af sine mytologiske rockpositurer.
Sveddryppende, med armene dinglende ud fra kroppen og det ene ben plantet mellem de udstrakte arme fra de forreste rækker. Som en Jesus-figur på vej til at gå på et hav af hænder læner han sig ud over publikum og synger:
»I believe in God/ I believe in mermaids too/ I believe in 72 virgins on a chain/ Why not?«.
Og mens musikken holder vejret et øjeblik og Cave med de bryske øjenbryn kigger ned i den lille skov af arme, han har sat sit tynde, sorte ben i, er der en, der rækker noget op til ham. Han tager i mod og kigger på en lille orange strimmel og siger:
»You’re bringing carrots to a gig? You sad fuck!«.
LÆS OGSÅ Nick Cave griber alle anmelderstjernerne
I pokkers godt humør
Smæld. Det uregerlige rockdyr bed fra sig. Men det var en af de få gange, Nick Cave viste sig fra den spydige side.
På en aften, hvor han atter manifesterede sig som ubegribeligt cool og den sidste overlevende i rockmytologiens brænding, var Nick Cave og hans band, The Bad Seeds, i et pokkers godt humør.
Flere gange under de godt to timers koncert kunne man mellem numrene se et smil (om end af den diabolske karakter) på Caves ansigt.
Selv den langskæggede lyddæmon, Warren Ellis, trak på smilebåndet. Og til sidst hev Cave endda et par piger op på scenen.
Nick Cave-koncert udsolgt på 17 minutterHvad var nu det? En munter aften med en mørkemand, der ellers fører sig frem som en blanding af ældre statsmand, en toreador med stød i og en beskidt Elvis imitator?
Ja. For fredag aften udeblev den højspændte atmosfære, hvor sex, spiritualitet og den suveræne enehersker Nick Cave er mesterlig. I stedet fik vi en en stor aften fuld af musikalske og rituelle højdepunkter.
Det var som et besøg i Las Vegas. Hvis det lå i Transylvanien,
Overlever myten
Alle yngre rockbands må næsten irriteres over den karisma og sikkerhed, der udstråler fra kommandanten Cave. Han er forbløffende.
En 56-årig mand, der har overlevet sin egen myte og ganske overbevisende kan lade sig trække ned i sølet af drifter og samtidig styrer både band og stemmens betoning, så selv de mindste bevægelser kan sende en trykbølge gennem publikum.
Som midt i dynamitbluesen ’Stagger Lee’, hvor han i rollen som Stagger Lee netop har stønnet »suck my dick« ud over pulikum i den ene side af salen, da en kvinde råber »oh yeah!« i den anden side.
Politiken møder Nick Cave: Her er både plads til fanden og Hannah MontanaI et splitsekund drejer Cave hovedet og kaster et sulten blik i retningen af råbet, før han fortsætter med at hviske sig ind på livet af en sang, der nærmer sig det fortærskede.
Men han skruer på sine virkemidler, forvrænger sin hvisken, spidser sine skrig til og lader bandets eksplosioner komme i nye iskolde støjfarver, så man midtvejs bliver revet med af et ellers velkendt ritual.
Afbalanceret stemning
Andre højrepunkter var omarrangementerne af de nye sange.
Det travende groove på ’Jubilee Street’ blev bygget op til et voldsomt klimaks og på samme måde var det til at blive svimmel og få feber af ’Higss Bosson Blues’, hvor Nick Cave kortsluttede meningen med livet et sted mellem atomfysik, Martin Luther King og Miley Cyrus, mens han hvirlvende brølede:
»Look at me, I’m transforming!«.
På setlisten var der også plads til gamle kendinge som ’Mercy Seat’, overraskelser i form af ’Watching Alice’, en lugt gammeltestamentligt svovl efter ’Tupelo’, samt den nye sang, ’Give Us a Kiss’, der som et vuggevise lagde koncerten i seng.
LÆS OGSÅ Nick Cave sænker paraderne på skælvende mesterværk
Men den afbalancerede stemning, der ind i mellem herskede, klippede også nervespidserne af nogle sange.
Ingen i salen eller på scenen kom vist rigtig op at ringe på ’West Country Girl’, at smide den perlende ’Breathless’ ind i ekstranumrene virkede mere uforberedt end afslappet og en salme som ’Into My Arms’ bliver udhulet af et let jazzet akkompagnement.
Når man synger dybfølt om tro og tvivl, skal man ikke læne sig for meget over mod elevatormusik. Det ville jo være som at tage gulerødder med til en koncert.
fortsæt med at læse


























