Der er få mennesker, der kan stirre så skeptisk på et andet menneske, som Nick Cave kan.
Jeg ved det, for jeg har prøvet det. Jeg har set hans fede skovsnegleøjenbryn krølle sig sammen i hans pande, imens de store blå øjne gloede skælmsk på mig, som om jeg netop havde sat mig i stolen foran ham og stillet ham det mest vanvittige spørgsmål nogensinde.
»Du vil tale om én sang«, konstaterer han tørt, imens jeg krymper sammen i den bløde dybe hotelsofa i hjertet af London.
»Det er egentlig ikke noget, jeg plejer at gøre ...«, siger han tøvende.
Øjenbrynene bølger stadig. Men Nick Cave lader mig om koldsveden. Selv tager han den akavede situation mellem os med ophøjet ro. Præcis som han gør det på det albummet med den poetiske titel ’Push the Sky Away’, det første fra Nick Cave and the Bad Seeds i fem år.
Nick Cave sænker paraderne på skælvende mesterværkAlbummet udkommer på mandag, og det er det 15. i rækken. Men det er også det første album i mange år, der er rundet af, ja, ro. Væk er Grindermans soniske mavekatar. Og den lige vel skingre forgænger i Bad Seeds-regi, ’Dig, Lazarus, dig!!!’ fra 2008 virker nu som en gal parentes.
Teleskopisk rejse
’Push the Sky Away’ lyder som et album lavet af en mand, der ikke længere har brug for at gemme sig bag en mur af buldrende undergangsblues, men som til gengæld nyder at lade sit fremragende band, The Bad Seeds, akkompagnere sig, ikke mindst der, hvor det bliver så sart, at der næsten ingen lyd er.
Og måske er det derfor, Nick Cave lyder som en mand, der har lavet sin bedste plade i mange år.
Ikke mindst på den forbistrede sang, jeg gerne vil have ham til at fortælle om. ’Higgs Boson Blues’ er en otte minutter lang sang, en nærmest teleskopisk rejse, der flakker rundt i tid og sted.
Nick Cave skriver klassisk gangsterfilmFra 30’ernes blueslegende Robert Johnson over drabet på Martin Luther King i 1968 og frem til i dag, hvor teenageidolet Miley Cyrus og hendes Disney Channel-alter ego, Hannah Montana, tager over i en omtumlet rammefortælling om en mand, der egentlig er på vej til Genève for at opsøge verdens største partikelaccelerator, Large Hadron Collider, og finde ud af, om Higgs-partiklen - og dermed Gud - findes.
Det er en sang, der kunne holde til en vis uddybelse. Men der er tilsyneladende lukket.
Fantasien stikker af
Hvorfor har du ikke lyst til at tale om én sang alene?
»Det er lidt svært for mig kun at tale om én sang. Jeg vil gerne trække folk med ind i en verden, der er anderledes, når det kommer til musik. En verden, som fortæller en historie, som du ikke behøver at følge slavisk som en normal historie. En atmosfærisk verden. Det er dét, denne plade er for mig«. Han holder en lille pause.
Nick Cave flippede ud på filmjournalist i Cannes»For mig handler den her sang, du nævner, om at skrive en sang. Ligesom mange af mine andre sange handler den om selve processen i det at arbejde med sin egen fantasi og det at mærke ens fantasi stikke af med ens tanker ...«, forklarer han.
»Men måske skal du vente med at skrive det til sidst i din artikel«.
Han klukker. Smiler. Og skovsneglene over øjnene glatter sig endelig ud. »Nå«, siger Nick Cave. »Hvor kom vi fra?«.
Internettet er en guldmine
’Push the Sky Away’ er indspillet i Sydfrankrig i en prægtig gammel villa fra det 19. århundrede, hvor det 5 mand store band boede, imens indspilningerne stod på. Morgenmaden blev spist under et magnolietræ, og musikken har det mere end 20 år gamle orkester mere eller mindre jammet sig frem til.
Caves tekster, derimod, havde han med hjemmefra. Han skriver dem i kælderen til sit hus i Brighton and Hove, hvor han bor med sin kone, den nøgne kvinde, der pryder coveret til ’Push the Sky Away’, og sine tvillingesønner.
Og han skriver dem i hånden, forklarer han. Sidenhen hiver han nogle blanke side ud af en gammel bog »en gammel bibel eller whatever. Bare den har gulnede sider«. Dernæst skriver han på de gulnede ark sangteksterne ind på en skrivemaskine. Først da er de færdige.
Nick Cave har skrevet en kussetyvs erindringerHan elsker sin computer, forklarer han. Men den duer ikke i sangskrivningsprocessen. Han prøvede det en overgang, men ser tilbage på den tid som et hul i sin karriere, fordi han redigerede sig selv så heftigt, at det eneste, der var tilbage bagefter, var sangene. Hele noteapparatet udenom var væk.
Processen forsvinder, når du redigerer, mener han. Og processen er kun blevet vigtigere for ham med årene. Han kan godt lide ideen om at beholde de ubrugte byggesten til sin egen musik, når en plade er færdig. Ikke for at bruge dem senere, for han begynder altid helt fra bunden, når han skriver ny musik.
Men tanken om at han har dem, kan han godt lide. Som et personligt vidnesbyrd om, hvordan sangene fandt vej til deres endelige form.
Sære omveje
Som på ’Higgs Boson Blues’, der i sin oprindelige form varede langt over otte minutter, måske fordi den netop handler om noget af det mest basale for ham: at lade sin fantasi løbe af med sig.
Vignetterne, som Cave kalder dem, med Johnson, King og Montana er således et billede på alle de sære omveje, man bevæger sig ud på, når man skriver sange.
Men det er også en blues. På hovedpersonens vej til Genève for at finde ud af, om Gud findes, oplever han, hvad Cave selv betegner som en række spirituelle katastrofer. Som mordet på Martin Luther King.
Eller myten om Robert Johnson, der solgte sin sjæl til Djævlen ved et vejkryds, mod at Djævlen lærte ham at spille guitar. Eller Miley Cyrus, som til sidst ligger og flyder rundt på Toluca Lake i Los Angeles.
Uden at det bliver gjort klart, om hun driver rundt på et badedyr, eller om hun er død. Det er underordnet. For Nick Cave er fortællingerne også eksempler på, at den åndelige verden er ved at falde fra hinanden, imens hovedpersonen jagter viden om Guds partikel. Derfor blev sangen til en blues.
Hannah Montana
Hvordan kom Hannah Montana med?
»Jeg var på Hollywoods Madame Tussauds med mine børn, og her stod figuren af Hannah Montana ret op og ned ad Elizabeth Taylor. Hvilket jo uvægerligt er noget, der får dig til at tænke, hvordan det fucking kunne ske«, siger han uden at vente på noget svar.
Nick Cave-roman bliver lynudgivet i Danmark»Jeg har ikke noget problem med Hannah Montana, og jeg er faktisk ret godt tilfreds med måden, hun er endt i sangen på. Det er ret abstrakt og slutter med pygmæer og aber og aids, der spreder sig over hele verden. Men jeg siger ikke, at Hannah Montana er ansvarlig for udbredelsen af aids. Jeg siger bare, at der sker noget grundlæggende frygteligt. Et dystopisk kollaps. I forhold til popularitet er det også bare ret vildt. Hun er sikkert blevet googlet mange flere gange end Martin Luther King«, siger han uden at lægge skjul på, at han synes, det er om ikke forrykt så i hvert fald underligt.
Fascineret af nettet
Bruger du meget tid på nettet?
»Vil det sige at google?«.
Han siger google, som om han ville sige ’gurgle’. Og ser spørgende på mig.
Ja, for eksempel.
»Ja, det gør jeg en del. For at finde ud af ting. Man har jo altid spørgsmål, som man rent faktisk kan få svar på ganske hurtigt ved at gå på nettet. Samtidig kan jeg godt lide upålideligheden ved internettet, og især Wikipedia. Ideen om, at kun noget af det, man læser, er sandt. Jeg tænker på det som en refleksion af vores egen hukommelse. Internettet, eller i hvert fald Wikipedia, er som en slags depot over minder. Det er upålideligt. Men det er upålideligt på samme måde, som vores egen hukommelse er det. Det er sikkert mere pålideligt, når det kommer til stykket«, siger han med et lille grin.
Google og Wikipedia som inspiration
Og netop derfor fungerer websteder som Google og Wikipedia som deciderede guldminer for Nick Cave, når det handler om inspiration. For ham handler det at skrive en god tekst ikke om sandhedsværdien, men om at finde plads til linjer, man ikke hører i andre folks sange. Og dem er der rigtig mange af på ’Higgs Boson Blues’.
Det er linjer, der kommer til ham ud af det blå. Men også linjer, han kan blive inspireret til ved at læse et opslag på Wikipedia, for eksempel om mordet på Martin Luther King.
»Når jeg får en idé, skriver jeg hurtigt«, siger han. »Ikke noget med at fedte med en sætning i dagevis. Det går lynhurtigt. Og hvis jeg får færten af noget, jeg gerne vil vide mere om ...«
Nick Caves roadtrip-roman bliver opført i Det KongeligeHan hamrer alle ti fingre i bordet foran sig, som lå der et usynligt tastatur foran ham.
»The Lorraine Motel, værelse 307!«, udbryder han. Det var her, King blev skudt i 1968.
»Pludselig har jeg en masse information, jeg kan bruge i min sangskrivning«, forklarer han.
Ingen 'Baby, i love you'
»Uh, sengetæppet var lilla, for eksempel ... Detaljer har altid været vigtige for mig. Det, der har været med til at gøre mine sange anderledes end andres, er, at mine sange ofte fokuserer på ret uforklarlige detaljer. Især på ’Murder Ballads’, synes jeg«, forklarer Nick Cave med henvisning til sit album fra 1996.
Her fandt han sin inspiration i gamle mordballader, en undergenre til det 18. århundredes fortællende ballads, og som handlede om de synder, et menneske begår, når det befinder sig i lidenskabens vold.
roskilde Cave vendte tilbage til de beskidte rødder»På sangen ’Knoxville Girl’ (fra opsamlingen ’B-sides and Rarities’, red.), som var baseret på en meget gammel mordballade, sang jeg for eksempel om, at jeg trak en kvinde af sted ved håret. Det er en lille detalje, men man husker den, fordi den slags normalt ikke dukker op i populærmusik, hvor det mere handler om ’baby, I love you’ og den slags. Det gør mine sange ikke«, siger han med en slet skjult tilfredshed.
»På den måde er Wikipedia et redskab for mig. Også selv om sengetæppet måske i virkeligheden var grønt. Det gør ikke den store forskel for mig«.
fortsæt med at læse
