Den snævre betydning af folkemusik som en lokalt afgrænset genre, der strækker sin kædedans af overleverede minder hundrede år tilbage, er for længst opløst i både pop, rock og jazz.
I dag er folkemusik ikke det samme som en folkedragt.
Selv om vi i dag mere taler om rødder i et globalt perspektiv eller om den amerikansk indrammede folk-musik, har folkemusikken alligevel bevaret en kerne af karakteristiske træk, fra cirklende visefortællinger til en hopsadansende violin. Og i løbet af det seneste års tid har den folkemusikalske strømning markeret sig på adskillige dansksprogede udspil.
Sidste år viste Spillemændene og Mads Beldring hver for sig, at folkemusikken bliver dyrket på konservatorieniveau, og i løbet af det første halvår i 2013 har de folkemusikalske tegn formeret sig i både pop og rockland.
Desværre mere som havblik end som en kvalificeret bølge.
Hvinende sangtekster
Lasse og Mathilde er ikke en del af den nye folkemusikalske tendens, men mere et fyrtårn i fortiden. Og det er da også der, i fortiden, duoen på sit seneste udspil har samlet sig lidt af en supergruppe.
Bassist Bo Stief, guitarist Ole Fick og trommeslager Alex Riel har under indspilningerne hjemme i Lasse Helner og Mathilde Bondos pejsestue sørget for, at den folkemusikalske duo rammer en både mild og organisk stemning i hver eneste sang.
Lasse Helners oprigtige stemme og Mathilde Bondos violin er stadig en central signatur i visesangene, men lydbilledet er fornemt varieret af de erfarne musikere, der ikke trækker sangene bagud i tid, men blidt placerer dem i 2013-hitlisternes tilstødende lokaler. Der, hvor man trækker vejret roligere og ikke har så travlt med at indhente tidens toneklang.
LÆS OGSÅ Lasse Helner: »Jeg kan godt lide at have jord omkring mig«
Til gengæld trækker sangteksterne både bagud og ned.
Her træder diverse 1970’er sandheder sig selv over de bare tæer, når der indfølt synges om barnets uskyld, om en blomst med en »stærk erotisk duft«, eller Obama blåøjet hyldes: »Om fem timer vinder Obama/ om 300 minutter ses verden i farver/ om lidt lever hele mennesker igen/ omsider er mennesket menneskets ven – igen«.
En verdensfjern, velmenende og selvretfærdig fantasi om amerikansk politik, der ligesom mange af de 14 sanges tekster i det hele taget hviner i ørerne, så man får lyst til at række ud efter en kynisk roman af Michel Houellebecq og så ellers kappe forbindelsen til det i grunden gode akkompagnement, de fine melodier og den varme vellyd, der ellers kitter albummet godt sammen.
Forceret folkelighed uden anker
Samme snubletråd mellem fængende omkvæd og oppustet nonsens kan man finde hos Folkeklubben.
Den københavnske trio har hentet deres navn fra Per Dich, Cæsar og Povl Dissings 1965-album, ’En aften i folkeklubben’, men det er en anden milepæl med folkemusikalske rødder, der kan høres som inspiration for Folkeklubben, nemlig Kim Larsens ’Værsgo’.
Med fællessang-omkvæd og kæphøj attitude bygger Folkeklubben videre på det album, der placerede dansk visetradition og københavnske baggårdssange i det popmusikalske landskab. Romantikerne i Folkeklubben synger om glemte kvarterer, nætter på Byens Kro og ham fedterøven på værtshuset, der aldrig giver sin omgang.
LÆS MERE
Protestband skriver (p)opsange til Politikenlæsende caffelattenarkomanerMen lige så smittende flere af sangene er, lige så irriterende er det at gå rundt og nynne håbløse linjer som: »tænker tit på/ den satans filosofi/ tænker tit på/ om viljen den er fri./ Det tror jeg nok, den er./ Eller også er den ik’?/ Kierkegaard, tag du dig et break«.
Folkeklubben vil både være joviale og livskloge, men ender som kortsluttet bodegavisdom, en forceret folkelighed, der – for at citere Folkeklubben selv – mest af alt »sejler uden anker«.
Høj søgang
Langt ude på havet er Sømændene også. Men det er i den grad meningen.
Engang var de det ni mand store orkester De Glade Sømænd, nu er de bare Sømændene, men stadig et muntert bekendtskab.
Ved hjælp af højmoderne crowdfunding har de skrabet penge sammen til noget så gammeldags som en cd fuld af skrøner, landkrabbehån og en god del maritime metaforer. Tilsat lidt kannibalisme, spøgelsesskibe og demente pensionister, der bør slutte livet med manér ... ved at stå til søs.
Sømændene er også musikalsk et sammenrend fra de syv verdenshave, hvor balkantemperament, klagende mexicanske trompeter og dramatiske sømandsviser flyder sammen med en til tider poppet, til tider punket energi, der har masser af hår på skipperbrystet.
Folkemusikken lever i bedste velgående på årets festivalerDet har melodisk tæft og bestemt sin charme, men er også låst krampagtigt fast i den romantiske forestilling om, at alt godt er fra havet.
En skipperskrå bliver lidt for ensformig at tygge på i længden.
Selvudslettende blink
Kvartetten Modspil får også rodet sig ind i et krat af velkendte forestillinger om tosomhedens fortærskede bøvl. Men de finder ud igen med sproglig finurlighed og noget af den musikalske karakter, de andre folkvarianter mangler.
Allerede i titlen blinker Modspils underspillede poesi, der vipper på sprogets mindste hængsler.
Mens sangene pendulerer frem og tilbage mellem ensom længsel og parforholdets skærmydsler, mellem blodige hænder og velfriseret skæg, får Modspil etableret en morsomt selvudslettende personlighed, man ikke kan lade være med at holde af i al dens panelkrybende forsigtighed.
Undtagelser i billedet
Her er ikke operaens voldsomhed, men en akustisk kløe i kærlighedens undselige kommasætning.
Det er underfundigt, når forsanger Bo Evers’ nasalt kvækkende stemme tegner hanrejens profil på ’Rundt om søerne’ eller portrætterer rebellen som flokdyr på ’Den første sten’.
LÆS OGSÅ Her er sangskrivernes X Factor
Sammen med de bløde poetiske linjer er det netop Evers’ knirkende, lyse stemme, der sætter både viser og countrysange i relief hos Modspil. Når de synger om ’Skæve eksistenser’, synger de om sig selv. En undtagelse i gadebilledet.
Men flere skæve eksistenser kunne ny dansk folkemusik godt trænge til.
fortsæt med at læse
