I over ti år har det været en halv nationalsport at hade Nik & Jay.
Den opblæste popduo fra Værløse, der pralede med deres penge, kløjedes i de danske gloser og smurte veltunede hit ind i et lag af banal livsvisdom. Men kun halvt.
For den anden halvdel af danskerne har købt deres plader i vognlæs, streamet dem millioner af gange og elsket deres ublu champagnesprøjt. Jeg hører til de sidste.
Det ændrer sig ikke med deres 5. album, der næsten som en direkte hån udkommer i det år, janteloven fylder 80.
Nik & Jay er igen uden hæmninger, ukunstlet ærlige og befriende direkte i deres tekster: »Stadig i wife-beaters/ stadig i leopard-sneakers/ stadig-stemmen-bag-manden-bag-lyden-bag-bandet-bag-brandet-bag-hittet/ der kommer ud af dine speakers«.
Hvad du ser, er, hvad du får
Der er dem, der mener, at Nik & Jay skaber sig og stiller sig vulgært an, men i grunden gør de bare, som Nik rapper i åbningsnumeret: »der' o.k. meget post for tiden sick stash/ jeg siger tingene lige, se igennem/ mig, nic-glas«.
Hvad du ser, er, hvad du får. Og nu har de igen revet et par sider ud af deres dagbog og gjort dem til svulstige popsange. Endda et par af de bedste, de nogensinde har skrevet.
Danske rappere går fra lummert sextape til helstøbt håndværkHør bare 'Billeder af hende', hvor den forrygende electrominimalisme eksploderer i omkvædets synthstorhed med inspirationen fra Frank Ocean.
Det er så overvældende godt, at man næsten glemmer deres håbløse ambitioner om at synge på engelsk. Men også kun næsten.
Heldigvis har Nik & Jay begrænset deres engelske eskapader til to numre, hvor titelnummeret er en parentes i deres hitkatalog og det uelegante rap på 'Oceans Of You' faktisk hives i land af stormridderen Søren Huss' i omkvædet.
Men det er hovedsagelig på dansk, at Nik & Jay vender skråen og ser sig selv lidt i spejlet. Det klæder dem.
Dunklere nuancer
Eftertanken har listet rundt på deres seneste album som afspejling af finanskrisens alvor, men denne gang har humøret alligevel fået et par mørkere nuancer.
Både i de personlige reflektioner, der småregner på den nænsomme 'Tonede ruder', og i et opgør med alle dem, der elsker at hade Nik & Jay.
Det kan godt være, at Nik & Jay opfører sig, som om de er ligeglade med, hvad andre går og siger, men på den melankolske pianoballade 'Novembervej' falder replikken: »se mig/ helt Han Solo i en bimmer/ ingen bitches bag mig/ min stemme laver penge og pengene/ stemmer/ rydder op i mit shit, står tidligt op, kald mig skraldemand/ så, kære hater, sig godmorgen til min langemand«.
Langfingeren bliver luftet flere gange undervejs, og Nik & Jay ved godt, at de i dag ikke laver damer, men penge.
Men på 'Stop! Dans!' viser de, at de både kender deres besøgelsestid i 2013 med et cumbiabeat og med hiphoppens jabs viser de, hvor popskabet skal stå: »så hvis du er mavesur, så snup en yoghurt/ eller en rundtenom/ og lad mig være i fred men jeg taler til/ ungdommen/ så du kan køre 5A/ mens jeg kører i A5«. Stenhårdt.
Fire hjerter med begejstring
Nik & Jay sejrer på deres skamløse pop. På '#pæntnejtak' skal de naturligvis lige forbi både hashtags og den trapmusik, der har sat strøm til ungdommen det seneste års tid.
Og ligesom Burhan G har de en også gospel om at gøre verden til et bedre sted, der dog mere hælder mod parodien på en indsamlingssang for Afrika end en r'n'b-spiritual, som deres forbillede R Kelly kan levere. Men budskabet er jo godt, bøjet i neon og oprigtig ment.
Det samme kan man sige om 'De vigtigste skridt', hvor popstjernerollen sættes i perspektiv i selskab med Kristian Leth, og det romantiske erindringsstykke 'Forstadsdømme', der indkapsler barndommens land med en fin bemærkning om at »nye stier tog form, hver gang man tog et skridt«.
Og selv om det lever op til deres syn på anmelderne (»har aldrig været darling/ men troet på mig selv/ får jeg 5 stjerner er det som regel på hotel«), bliver de fire hjerter givet med begejstring.
fortsæt med at læse
