Minderne har vi da lov at have. Også selv om vi slet ikke var der. Den usammenhængende tanke roder rundt i mit hoved, mens jeg lytter til Washed Outs debut, ’Within and Without’. Og det er ikke titlens enten-eller-ordspil, der skubber lidt til de sommersløve tanker inde bag panden. Det er lyden. Den underligt nostalgiske lyd.
Som et fotografi taget i morges af mine venner, men kørt gennem et polaroid-filter, så det ligner noget fra vores forældres ungdom. Hipsternes muzak Bag Washed Out står den 28-årige amerikaner Ernest Greene fra Atlanta, og sammen med blandt andre Toro Y Moi og Neon Indian var han for et par år siden med til at skabe den sommervenlige, drømmende og varme synthpop, der fik navnet chillwave. Med små forskydninger lød de alle sammen som gamle kassettebånd, der havde ligget længe i solen – som en understregning af, at i deres univers var der tid nok til den slags dasende æstetik. Chillwave er om noget hipsternes muzak. Godt nok er 00’ernes markante modkulturelle figur, hipsteren, for livlig under det vippende overskæg til at holde sig til bare én musikgenre.




























