Det er umuligt at forholde sig passivt til St. Vincent.
Hvis ikke hendes forvrængede synthlinjer eller hoppende melodier river noget løs i dit mellemgulv, stjæler hendes abrupte guitargejsere eller overrumplende tekstfragmenter din opmærksomhed. Hvem ryster lige sådan en åbningslinje her af sig igen:
»Oh what an ordinary day/ Take out the garbage, masturbate«.
Rockoriginal
Men der er intet ordinært ved St. Vincent, alt er ud over det sædvanlige.
Og efter at have lyttet til hendes formidable fjerde album i et par uger drøner sangene konstant rundt i mit hoved. Som motorcykeldjævle på indersiden af kraniet.
Passende. For intet står stille i vovehalsen Vincents verden. Den 31-årige newyorker er altid i vigør og optaget af at udvide den musikalske horisont med sin lige så elegante som eksplosive artrock.
Herlig newyorker-duo ville ikke have dansende koncertgæsterDer gik kun 36 timer, efter at St. Vincent vendte tilbage fra ’Love This Giant’-verdensturneen med David Byrne sidste år, før hun kastede sig over det aktuelle album.
Det udkommer i dag og manifesterer St. Vincent som en af de store rockoriginaler.
En sangskriver i sin egen ret
Hvirvelvindens karakter har altid siddet i St. Vincent. Født i Oklahoma og opvokset i Dallas, Texas, som Annie Clark lærte hun at spille guitar som 12-årig.
Snurrig som krøllerne i hendes hår (der nu er bleget hvide og får hende til at ligne en sigende blanding mellem en gal professor og en lille pige, der har stukket hovedet op i en sky) lærte hun siden at spille alle andre instrumenter for i 00’erne at blive en del af kollektivet The Polyphonic Spree og Sufjan Stevens’ band.
Med reference til St. Vincents hospital, hvor poeten Dylan Thomas åndede ud, valgte kuglelynet Clark for otte år siden det nom de plume, der nu når et foreløbigt klimaks.
Med et selvbetitlet album, der sprudler af elementer fra de mange sideprojekter (som samarbejdet med David Byrne, man kan høre i de stødende horn under ’Digital Witness’), men først og fremmest viser St. Vincent som sangskriver i sin helt egen virtuose ret. Og så kan alt ske.
Ingen fremmede genrer
Enhver sang kan når som helst foretage en håndbremsevending og skride sidelæns fra de syntetiske lyde af videospil og pludselig snerre af beskidt 1970’er-rock, før et himmelsk sireneomkvæd opsluger hele sangen.
Hør bare electrofunken på ’Huey Newton’ blive væltet omkuld midtvejs og implodere i forvrænget guitarstøj og primal rockvokal.
Ingen genrer er St. Vincent fremmed. Men hun går til dem med ambitioner om at komme nye steder hen.
Sangerinde er skræmmende og sexet som en gyserfilmSom den forførende ’Prince Johnny’, hvor døsig 1960’er-pop løftes ind i fremtiden ved at skrue kriminelt op for bassen og slører det hele med et englekor på afveje.
Tager du noter, Lana Del Rey? Sådan skal det gøres.
Et mystisk krater
På ’Rattlesnake’ står hun alene, helt nøgen i ørkenen, da hun overraskes af en klapperslange. Hun er selv den klapperslange, der kan bide fra sig, hvert øjeblik det skal være. Uroen sniger sig rundt i sangenes uforudsigelighed, men forplanter sig som en frydefuld forventning om små chok af forvirring.
Mystiske sentenser farer på samme måde rundt i teksterne og holder døren for fortolkning pivåben. Nok kan hun fyre en sarkastisk bredside af mod vores sociale medieliv: »If I can’t show it if you can’t see me/ what’s the point of doing anything«, men hun slår oftere knuder på betydningerne i løse sætninger: »fake knife, real ketchup«.
Guitarmonster og artrock-onkel giver varmblodet koncertTematisk kredser sangene om den moderne identitet, om menneskets manglende tilhørsforhold og fraværet af tro.
Som hun med et svirp af Jennifer Rushs dramatik i stemmen synger på den vidunderlige synthballade: »I prefer your love to Jesus«.
St. Vincent slår et mytisk krater i den verden, vi nu engang er kastet ind i, uden at forlade den.
En ny tids Bowie
Der bliver konkret eksperimenteret i alle retninger, men med så stort overskud i melodier og selvsikkerhed i virkemidlerne, at St. Vincent aldrig lukker lytteren ude. Tværtimod.
Til forskel fra sine forrige (ligeledes fremragende) album er St. Vincent denne gang mindre anstrengt i melodiske præcisionsbombninger. Der er tale om forfinelse og ikke forvandling af hendes udtryk, og St. Vincents imponerende evner og vilde visioner er perfekt afstemt.
I en sådan grad, at man i den soulsmukke afslutning ’Severed Crossed Fingers’’ overlap med ’Life On Mars?’ ikke kan lade være med at tænke på St. Vincent som en ny tids Bowie.
En mønsterbryder, en inspirationskilde af en helt anden verden. Tanken har længe ligget på lur. Med ’St. Vincent’ hugger den til.
fortsæt med at læse
