At sige, St. Vincent var i kontrol, da hun onsdag aften gav koncert på Vega, ville være en underdrivelse.

Det var gennemplanlagt. Fra kokette dansetrin på højhælede støvler og synkrone armbevægelser mellem det lille orkester over en kompleks og nøje planlagt lyssætning til de få publikumshenvendelser, der formede sig som en gennemskrevet monolog. Fra frosne positurer til et granatnedslag af stroboskoplys.

Selv da hun flænsede de tilrettelagte arrangementer op med hæsblæsende guitarsoli, som i virtuositet og støj masede sig ind et sted mellem Prince og Jim Hendrix, trængte den tekniske timing og akkuratesse igennem de hårde vinklinger.

Det var en perfektionist fra en anden dimension, der foldede sig ud, så ærefrygten bredte sig i en godt fyldt sal.

Nærværet manglede

Newyorkeren Annie Clarke er imponerende. Efter en tid i musikkollektivet The Polyphonic Spree har hun siden 2007 udgivet fire album under navnet St. Vincent. Og har forfinet sine forrygende sangskrivninger, der klipper citater ud i rock og pophistorien og sætter dem sammen til nye musikalske kolbøtter.

At høre St. Vincent er som at sætte sig ind i Dæmonen i Tivoli med bind for øjnene. Nervebanerne er rødglødende, og man ved aldrig helt, hvad der venter i næste sving.

Men onsdag aften overrumplede hun ingen. Hun manglede en flænge i planen, noget spræl i excel-arket, noget der kunne bringe hende over i samme dimension som os andre.

Midt i det overlegne og på alle måder enestående show af Devo-mimik, teatralsk skuespil og mindblowing musik, manglede der nærvær.

Plastisk univers

Aftenen var bygget op om det aktuelle album, ’St. Vincent’, en destillering af den 32-årige amerikaners sangskrivningskunst.

Engang blev hun betegnet som den amerikanske PJ Harvey, men her har hun funket sin art rock op, så hun mere er det rockende modstykke til Prince. Tilsat flyvske melodier, der drøner rundt ind i øret som kamikaze-hvepse.

Hu-hej, hvor det gik. Fra de skarpe kanter på ’Rattlesnake’ til balladen ’I Prefer Your Love’ og videre gennem en stejlende guitarsolo og den uimodståelige ’Birth In Reverse’. Med flere af de små observationer af den mentale glidebane, vi kalder sociale medier, som hun kommenterer i ’Digital Witness’:

»What’s the point of even sleeping/ if I can’t show it if you can’t see me/ what’s the point of doing anything?«.

Nogen kras kritik blev det dog aldrig til. For det meste substans i St. Vincent forsvandt i hendes plastiske univers, hvor sangene undervejs blev vakuumpakket i det indstuderede forløb og glæden gemt bag et uudgrundeligt smil.

Den distance forhindrede St. Vincent i at rive Vega omkuld med sange, der ellers har potentialet.

At hun er anderledes, at hun flytter rockens grundklodser og sender poppen ud i nye galakser, ved vi godt. Og en del af fornøjelsen ved fænomenet St. Vincent forsvinder, når hun skærer sin brillante særhed ud i stift pap.