I fodbold findes der et trick, der kaldes regnbuefinten.
Den går ud på, at man med sin ene hæl looper bolden i en blød bue ind over sit eget hoved, så man forvirrer sin modspiller, og derefter løber videre, høj på eget overskud, velsagtens, mod nye triumfer.
Sådan gik det dog aldrig rigtig for Annie Clark alias St. Vincent, dengang hun gik til fodbold som teenager i Texas. Med sin klejne spirrevipkrop var hun ikke meget værd på banen, og derfor sad hun oftest på udskiftningsbænken. Eller ... sad er så meget sagt. For Annie Clark brugte det meste af sin tid som fodboldspiller på at lære regnbuefinten. Efter tre års træning lykkedes det.
Små 20 år er gået siden da, men Annie Clark tror stadig på, at øvelse gør mester. I hvert fald er det efter den devise, den NorthSide-aktuelle musiker arbejder.
Og den går igen både i hendes sangskrivning og i hendes koncerter, der i kølvandet på hendes forrige soloalbum, ’Strange Mercy’, markerede sig særligt ved, at den lillebitte kvinde fik for vane at kaste sig ud fra scenekanten i et såkaldt stagedive.
»Jeg havde et ønske om at blive et med publikum«, forklarer Annie Clark på en vissen telefonlinje fra Cincinnati i Ohio.
LÆS OGSÅ Anmelderne giver bud på sommerens bedste festivaloplevelser
»Jeg ville mærke noget. Og det gav mig et kæmpe adrenalinsus. Det var en meget overvældende oplevelse hver gang, og det i en grad, så jeg til sidst ikke kunne gå på scenen uden at stagedive undervejs. Jeg havde brug for mit adrenalinfix«.
Hvad fik dig til at gøre det?
»Jeg fik simpelthen lyst, og så sprang jeg så at sige bare ud i det. Jeg gjorde det første gang i New York, og det var et meget høfligt stagedive. Men jo mere jeg gjorde det, jo vildere blev det«.
Stor musikfestival er på vej til KøbenhavnEr det nogensinde gået galt?
»Well, jeg brækkede engang næsen på en. Og i Mexico forsøgte folk at stjæle mine sko, så der måtte jeg virkelig kæmpe for at beholde dem på«.
Men altså, hvad med dig selv? Er du kommet til skade?
»Jeg har visse indhak i min krop rundt omkring, fordi jeg er stødt ind i barrikader hist og her ...«. Hun holder en lille pause.
»Jeg brækkede også min fod på et tidspunkt«.
En guitar af pap og gummibånd
Men før der var risiko for at få et vildfarent dameben i ansigtet, når man gik til koncert med St. Vincent, var der anderledes rolige boller på suppen.
For der er unægtelig sket en del, siden Clark i musikvideoen til ’Jesus Saves, I Spend’ fra debutalbummet ’Marry Me’ fra 2007 sang troskyldigt ind i kameralinsen med et betuttet glimt i de store tekoppeøjne, imens de sorte krøller hoppede koket op og ned på skuldrene af hendes flødefarvede trenchcoat.
I dag er den pæne frakke skiftet ud med en række avancerede designerrober, og de sorte lokker er erstattet af en tyngdekraft-modstridende Einstein-frisure i helt lys lilla. Imens er lyden af St. Vincent gået fra en organisk, bittersød indiepop til et guitarflænsende og eventyrlystent bud på, hvordan popmusik kan lyde i 2014.
Det er med andre ord, som om forskellen på Annie Clark og St. Vincent bliver større for hver ny plade, hun laver. Som om hun i stadig højere grad forsøger at skubbe sig selv længere ud for hvert nyt trin, hun tager med sin musik.
Hun har også haft god tid til at forfine sit udtryk. For den nu 31-årige Annie Clark har øvet sig, siden hun var 12 år gammel.
Det var her, hun begyndte at gå til guitar og skrev sine første sange. Dengang sang hun »mest om blomster«, men hendes fokus var allerede fintunet.
Som 5-årig havde hun forelsket sig i en pangrød legetøjsguitar i et storcenter, men fordi hun ikke måtte få den, byggede hun sin egen af pap og elastikker, da hun kom hjem.
Hendrix-jam
Det var dog først, da hun nogle år senere så en gammel optagelse med Jimi Hendrix i fjernsynet, at Annie Clarks skæbne for alvor var forseglet. Han spillede ’All Along the Watchtower’.
»Da besluttede jeg mig for, at uanset hvad det var, der kunne lyde sådan, det ville jeg lave«. Og som sagt, så gjort.
Tre år senere stod hun på scenen for første gang som gæstemusiker i sin guitarlærers band på en bar i barndomsbyen Dallas og spillede selvsamme Hendrix’ ’The Wind Cries Mary’ og følte sig »meget levende«. Ikke mindst, da hendes tante og onkel kom med op på scenen og jammede med på ’Hey Joe’ og ’Little Wing’.
Og det var noget særligt, for hendes onkel var selv musiker, og Annie Clark så ham som »en mytisk person« op igennem sin barndom.
Så da han inviterede hende med på turné med sit jazzband, da hun var teenager, sprang hun til med det samme. Og selv om hun ’bare’ skulle være roadie og sørge for, at der altid var friske blomster og champagne backstage, fortrød hun ikke et sekund.
»Det ændrede hele min verden«, fortæller hun.
»En ting var, at jeg fik mulighed for at høre hans band live hver aften. Men det gav mig også en unik mulighed for at opleve, hvordan livet på landevejen var. Og jeg elskede det«.
Stadig kaos
Sådan har hun det endnu. For pladerne udgør kun en del af St. Vincents udtryk. Det er først, når hun står på scenen, at hendes sange for alvor skal stå distancen. Det er først, når hun står på scenen, at Annie Clark finder ud af, om en sang er god nok, forklarer hun.
»At spille live har lært mig, hvilke sange der vil fungere live. At mine sange ikke kun har brug for et skelet og en vis arkitektur. De skal også have et hjerte«. Hun tier lidt.
»Det handler om at forfine sit håndværk. Jeg har gjort det så meget nu, at jeg faktisk er blevet god til det. Og jeg tror ikke, at der er nogen anden måde, man kan blive god til noget på, end ved at gøre det om og om igen«.
Ligesom med regnbuefinten?
»Præcis. Det handler om at øve sig. Jeg har altid haft en ret klar idé om, at det at gå på scenen og spille musik for andre mennesker var en slags forstærket oplevelse af virkeligheden. Men med årene er jeg blevet bedre til at være en rigtig performer«.
LÆS OGSÅ Kent folder det skandinaviske mareridt ud på nyt album
Stagediver du stadig, når du optræder med sangene fra din nye plade?
»Nej ... Jeg bruger energien til at lave nogle ... koreograferede bevægelser. Så jeg kanaliserer stadig kaos«, forsikrer hun.
»Men jeg stoppede med at stagedive, fordi jeg ikke havde lyst til, at flere skulle komme til skade. Det er en form for kludret Pina Bausch (legendarisk koreograf, red.), jeg laver på scenen nu. Så jeg vælter stadig rundt og støder ind i ting. Men der er ikke længere andre, der slår sig, når jeg spiller live. Det er kun mig, der kommer til skade nu«.
fortsæt med at læse
