Jeg har set David Byrne optræde live masser af gange. Uden nogensinde at have set ham i levende live før torsdagens koncert i Falconer.
Det er der én grund til, og det er ’Stop Making Sense’.Talking Heads’ legendariske koncertfilm fra 1984, der den dag i dag står som en afsindigt blæret film med overskud på alle fronter.
Takket være den film har jeg altid drømt om at se Byrne optræde live.
Og han skuffede heller ikke, da han i et veloplagt og gennemkoreograferet parløb med sangerinden og superguitaristen St. Vincent, der lyder det borgerlige navn Annie Clark, samt et 10 m/k stort orkester, besøgte Falconersalen som opfølgning på duoens kække, men også meget vellykkede album fra sidste år, ’Love This Giant’.
LÆS OGSÅ Guitarmonster og artrock-onkel giver varmblodet koncert
Det var en lystig aften. Men det var også en aften præget af en underlig distance mellem det siddende publikum og det sprælske liv på scenen.
Nok var det torsdag. Men det var trods alt ingen torsdagskoncert.
Alligevel var der en løjerligt andægtig stemning i salen, der virkede underligt passiv i forhold til Byrne og Clarks musik, der swingede, groovede og gyngede i en grad, hvor det nærmest var fysisk umuligt at sidde stille.
Manglede krop
Hvorfor rejste jeg mig ikke selv op?
Tjo. Dels er jeg ligeså genert som alle andre. Dels bemærkede jeg, hvordan salens eneste dansende par helt nede på første række flere gange blev bedt om at sætte sig ned af en mand, der fik blokeret sit dyrtkøbte udsyn.
Jeg er med på, at Byrnes vision formentlig har været, at det koreograferede show skulle virke lidt som et teaterstykke.
Men at man partout skulle sidde ned virkede som en sær fejllæsning fra Byrnes side af mandens egen signaturlyd, der har sin base i et ubønhørligt funky beat, som selv en træmand ville kunne boppe med hovedet og vugge hofterne til.
Fuld skrald på
Det gav koncerten et lidt uforløst og filmisk præg, og det var virkelig ærgerligt eftersom kombinationen af Byrne og Clark viste sig at fungere aldeles glimrende udenfor albumformatets trygge rammer, hvilket udover delikat samklang de to imellem også skyldtes de otte blæsere, der fungerede som en elskværdig messinglim, der fik de duoens respektive bagkataloger til at hænge rigtig godt sammen på scenen.
Og det med en intensitet, der kunne skrues både op og ned alt afhængig af, hvilken sang, de akkompagnerede.
Tohovedet og tvekønnet kæmpe charmerer med skøn pop-parentesDer var således fuld skrald på sange som duoens pragtstykke, det forrygende åbningsnummer ’Who’ og Talking Heads-klassikeren ’Burning Down The House’, imens et af Byrnes mere tilbagelænede momenter, Brian Eno-samarbejdet ’Strange Overtones’ fra 2008, var - næsten - blæserløs.
Clarks kradse ’Marrow’ bød modsat på et udsøgt samspil imellem hendes frenetiske guitarhvin og blæsernes til lejligheden aparte paranoiabrummen.
Som dødvægt i sædet
Næstefter blæserne var det da også guitaren, der var i fokus, også selv om de to hovedpersoner stod for et af de sjoveste og mest ukrukkede øjeblikke på en scene, jeg længe har set, da de under Clarks tornado af en rocksang ,’Northern Lights’, spillede en godt hidsig, fælles thereminsolo ved hjælp af både mimede håndkantslag og karatespark ud i den blå luft.
Det var sjovt, det var lystigt, det var uhøjtideligt og det var gode sange.
Alligevel var det som om, koncertformatet bragte hjernen på overarbejde, imens kroppen lå som henslængt dødvægt i sædet.
Jeg har i hvert fald sjældent downloadet så mange indtryk, så meget glæde og begejstring fra en scene uden mulighed for at folde de fordømte filer ud på to ben.
Og det lagde låg på en ellers glimrende koncert.
fortsæt med at læse
