Det er let at forstå den brede appel i Ed Sheeran.
Bevæbnet med sin guitar synger den engelske jordbærtrubadur på sit andet album igen den korteste vej hen til omkvædet i refrænsikre sange, der aldrig støder nogen, men altid har kvalitet.
Den 23-årige popsensation optræder alene på scenen (med effektpedaler og human beatbox), selv på de største arenaer som Madison Square Garden, hvor han sidste år udsolgte tre aftener i træk.
Og så distancerer han sig aldrig fra den virkelighed, han kommer fra. Ed Sheeran sender ikke sange med hitlistepost fra en fjern millionærdrømmeboble til sin mange teenagefans.
Nej, i slidt skjorte og med hængerøv i bukserne synger han atter i nære vendinger om at stene med »takeaway pizzas«, lytte til Stevie Wonder og »singing out Aretha«. Lige så jordnær og afvæbnende synger han i bonustracket ’Take It Back: »I don’t ever wanna be perfect/ ‘cause I’m a singer you never wanna see shirtless«.
Ud af teenagerens faste greb
Mens Miley Cyrus løber halvnøgen rundt med frihedens banner i sine knyttede næver, og Justin Bieber prøver at gå fra tvær teenager til asfaltfødt bad boy, har Ed Sheeran som en fejebakke samlet alle de hjemløse teenagere op. Flink og god som dagen er lang (i dag) har han, siden albummet ’+’ udkom i 2011, solgt 5 millioner plader verden over og fået det amerikanske gennembrud, der altid cementerer superstjernestatus.
’X’ bliver ikke Ed Sheerans fald fra tinderne. Tværtimod. Det kapper ikke forbindelsen til fanbasen, men lirker sig langsomt ud af den musikalske forbandelse, en tordnende segmentsucces altid er.
Ed Sheeran: »Jeg vil være det bedste onemanshow i verden«Ed Sheeran er nemlig bevidst, om, at at han allerede nu skal navigere ud af rollen som trøsteklud, hvis ikke kan skal ende karrieren i en rævesaks ligesom den evige drengerøv Robbie Williams.
Men hvordan slipper man ud af teenagernes faste greb? Hvordan laver man en ’Houdini’ uden at miste hele sit publikum og bliver voksen som popsanger?
Cyrus gør det på sin (helt egen) måde, herhjemme prøver Christopher på sin. Men Ed Sheeran sætter baren højt og kigger mod Justin Timberlake, ikke mindst forvandlingsalbummet ’Justified’.
Sofabløde sange
Med Pharell Williams’ midasberøring er førstesinglen, ’Sing’, et markant ryk væk fra den rappende folkemusikant mod et mere sexet udtryk, mellem lagnerne hopper klaveret på ’Don’t’ i takt med Blackstreets ’No Diggity’, og producer Rick Rubin giver ’Bloodstream’ en fylde i lyden, man slet ikke kan finde på ’+’.
Der er stadig sofabløde sange nok for alle dem, der også kan lide at drikke te til lyden af Mads Langer eller Lukas Graham. Generiske popballader som ’One’ og ’Thinking Out Loud’, der har fået et skvæt soul. Man kan dog ikke høre, at Sheeran selv hygger sig med gamle motownplader.
Han er mere folk og rock end den r’n’b, han prøver at omfavne. Men han synger helhjertet, så spidserne stritter i sin røde rodebunke af et hår.
Kærlighed som benzin
Som rapper har Sheeran ingen funk og minder på ’The Man’ og i andre dagbogsnoter om The Streets, der også var i øjenhøjde med sin virkelighed – og mere et snakkehoved end stepdans på gloser. Således giver Sheeran os hanrejens bitre bekendelser på ’Photograph’, og den unge mand er sendt til tælling på ’I’m a Mess’.
Kærligheden er benzinen her, men oktantallet i erkendelserne er lav.
Hvis Ed Sheeran lagde til på sin status med ’+’, ganger han kun op på musikken med ’X’. Men indholdet skal følge med, hvis han ikke skal gå i minus næste gang.
fortsæt med at læse
