Tilbage i 1995 præsenterede magasinet The Wire den tyske komponist Karlheinz Stockhausen for en række af tidens elektroniske musikere, heriblandt Aphex Twin.
Efter grundig gennemlytning gav den gamle avantgardekæmpe Aphex Twin det faderlige råd at lytte til et Stockhausen-værk, der ifølge Stockhausen straks ville få Aphex Twin til at stoppe sin brug af repeterende rytmer.
Stockhausen-fan Aphex Twin svarede:
»Jeg synes, at [Stockhausen] skulle skulle tage at lytte til et af mine tracks, ’Digeridoo’. Så ville han holde op med at lave abstrakte, tilfældige mønstre, man ikke kan danse til«.
Flabet som altid. Og dengang havde Aphex Twin opnået en position som elektronisk ener, så han kunne slippe af sted med frækhederne. Den position bekræfter han med albummet ’Syro’.
Nyt hjerne-anneks
Britiske Richard David James var som Aphex Twin 1990’ernes mest opfindsomme og indflydelsesrige elektroniske musiker. En komponist, der med den ene fod spjættende i natklubbernes acid house og den anden roligt hvilende i ambients klange ændrede måden at forstå elektronisk musik på.
Eller mere præcist: måden vi lyttede på, når vi forlod dansegulvets næseblods-techno og dumpede ned i hørebøffernes hængekøje med sofatechno i hele centralnervesystemet.
Den sky mystiker Aphex Twin er altid på tværsNår Aphex Twin komponerer lyde, rytmer og klange sammen, bygger han et nyt anneks i hjernen på lytteren. I zenit af sit virke skabte han musik, man aldrig havde hørt før.
Den fornemmelse har man ikke med albummet ’Syro’, der bryder 13 års tavshed. Han forbliver inden for de grænser, han selv har skubbet til, men forædler på forrygende vis sit udtryk af abstrakte, tilfældige mønstre. Og de er bare så betændte med funk og rastløs jungle, at ’Syro’ er musik, du ikke kan lade være med at danse til.
Geniet er tilbage
I august blev et giftgrønt luftskib med Aphex Twins logo set over London. Kort efter dukkede logoet op som graffiti i New York, og på the deep web, Tor, lå oplysninger om et nyt album. Det var som at trykke på de sociale mediers røde knap: Geniet var tilbage!
Helt væk har Richard D. James ikke været. Han har både optrådt som Aphex Twin og udgivet hemmelig musik under pseudonym.
Aphex Twin har dog ikke udgivet et studiealbum siden ’Drukqs’ i 2001.
James er meget tilbagetrukken og så skeptisk over for medier, at han kun sjældent giver interviews og helst over mail. I det hele taget er han oftest i opposition. Som dengang han brød ind på MTV med videoen ’Windowlicker’ i 1999 og med sit forvrængede smil kom på kant med både hiphop og techno-dogmet om at være ansigtsløs.
Djævelsk enfant terrible regerede maskinparkenPå samme måde kortslutter hans musik stadig forventningerne og skaber sin egen kunstige natur af knirkende, klemte eller opklippede lyde, rytmiske håndbremsevendinger og ubegribeligt fantasifulde arrangementer.
Kriblen i danseskoen
Tag bare titlerne på de 12 nye tracks. De lyder som softwarekoder: ’XMAS_EVET10 [120][thanaton3 mix]’ eller ’CIRCLON14 [152.97][shrymoming mix]’. Og glem dem så igen, for der er ikke noget her, der nogensinde kommer i rotation på P3 eller til syne på hitlisterne. Selv om det faktisk er et lystigt og på mange måder opmuntrende album.
Det ene øjeblik fræses trommehinden op, det næste prikker et gammelt computerspil i hovedbunden, mens en forvrænget stemme prøver at få et par uforståelige ord indført – i den hæsblæsende meteorstorm af indfald og fucked up funk. Det er brillant udført, men en gentagelse af hans velkendte tricks.
Stærkt familiealbum byder på ømt indre dramaDerfor er det mest avantgardistiske den blide pianoafslutning ’Aisatsana [102]’. Med fuglekvidder og lange toner er det en rolig og smuk udgang til verden.
Skal du have fornøjelsen af at mærke hjernen boble som et stykke plastik under ækvators sol, skal du derfor hænge ideen om faste holdepunkter i garderoben. Og så ellers bare dykke ned i det på en gang komplekse, ubesværede og gennemmelodiske værk.
Klicheen er, at der er nye lag at opdage for hver gennemlytning. Lad mig sige det på en anden måde: Det er kun de færreste, der kan overskue de godt 64 minutter i første hug. Men alle kan med det samme føle sig hjemme her og trods modstridende signaler mærke det krible i danseskoen.
fortsæt med at læse
