Debutalbummet fra den elektroniske musiker Arca har været ventet med stor spænding siden sidste år, hvor han var med til at kortslutte hiphop-genrens koder sammen med Kanye West på dennes mastodontiske album ’Yeezus’.
Fire numre producerede Alejandro Ghersi, som er hans venezuelanske fødenavn, for den profetiske rapper, og på Björks kommende album står Arca som eneste medproducer.
Hypnotisk kunstner
Og med ’Xen’ i ørerne forstår man godt attraktionen. Det er en forrygende, uhåndgribelig, jazzet hvirvel af puslespilsbrikker, som danner nye billeder ved hvert genhør blot for at splintre i en storm af konfetti, hver gang man synes at have styr på grammatikken.
’Xen’ er navnet på det alter ego, den homoseksuelle Alejandro Ghersi har søgt hjælp hos siden drengeårene, hvor han elskede Spice Girls-filmen, men kun turde skrive ’Xen’ på dvd-coveret. Ikke ’Alejandro’, der levede som skabsbøsse i mange år inden ankomsten til New York, hvor han fandt det klima, hans seksualitet kunne trives i. Her begyndte han at smelte sammen med Xen, det tvekønnede, fremmedartede og amorfe væsen, der nu troner på albumcoveret.
Xen er uden for Ghersis kontrol, siger han selv. Når han skaber musikken i sit studie, følger han ikke en plan, han lader sig rive med. Som en maler, der tegner croquis under hypnose.
Han studerer den chilenske filminstruktør og shamanistiske guru Alejandro Jodorowskys ideer om psykomagi, en terapiform, hvor kunst, buddhisme og mysticisme forenes på et ubevidst plan i kampen mod emotionelle skader. Også cyberhumanisten Jaron Lanier leverer stof til musikkens dna med sin ideologiske kamp for det kreative menneske midt i algoritmernes tidsalder.
Forpustende bekendtskab
Alejandro Ghersi komponerer elektronisk musik med rødder i det emotionelle grundstof, som endnu ikke er indkapslet i låste identiteter. Rytmiske strukturer får aldrig fodfæste, før de styrter sammen, synth-akkorder brydes op i enkelte toner i speedede arpeggioer, som opløses i hvid støj.
Men det er ikke negationens kunst. Formålet er ikke destruktion. Det er ikke homoens hævn over det heteronormative samfund. Musikken cuttes og knækkes, men de enkelte brud rummer hver sin kode, hver sin opbyggelige følelse i det evigt muterende dna, der udgør supermennesket Xen.
Efter at åbneren ’Now You Know’ har nulstillet vores sanseapparat som et elektrochok af sitrende synth, drysser Ghersi vintersne over uvejret med sit pianospil på ’Held Apart’, så tyst eksekveret, som var det Nils Frahm bag tangenterne, og så køligt melankolsk, som var det komponeret af Arvo Pärt.
Aphex Twin holder stadig nøglerne til den elektroniske fremtidDet varer i 1 minut og 20 sekunder, før titelnummeret ’Xen’ snitter trommehinden med fægtende dolke af lys synth, der åbner for et af albummet højdepunkter. Her omfavnes dubsteppens aggressive temperament af skønne klange og sarte strofer som hos The Knife, mens rytmerne flakser som en sommerfugl i håndhulen.
Der er maskulint nedrivningsarbejde og feminin opbyggelse på en og samme gang. Raseri og sensibilitet, frustration og håb.
’Xen’ er et usammenhængende og forpustende bekendtskab, der er svær at ryste af sig. Det lyder af en ny verden og kan meget vel blive en uomgængelig erosion på den elektroniske scene.
Britiske dødsballader
Alejandro Ghersi har boet det seneste år i London, som godt kan have brug for hans håbefulde musik på en elektronisk scene, der har en forkærlighed for dystopier. For håb er der ikke meget af, hvis man skal tro briten Andy Stott, der efter sit smukt urovækkende deep house-album ’Luxury Problems’ fra 2012 er tilbage med dyster mine på albummet ’Faith In Strangers’.
Her slæber han sig fremad i en postapokalyptisk storby ad nedtrådte stier, hvor særligt Burials fodspor er tydelige, for eksempel på ’On Oath’, hvor orkens sørgesang lyder fjernt over en urban ørken af spredte basbeats. Også de fremmedgørende forvrængninger af hver en tone og takt hos Kevin Martins The Bug og King Midas Sound finder vej til Andy Stotts skumle univers.
Men Stotts kompositoriske talent er for stort til, at man kan kalde ham kopist. Når han ikke lyder som banal techno og house under et tykt filter af støj, formår han at tæmme de voldsomme udtryk i gåsehudsfremkaldende dødsballader, hvor Alison Skidmores varme vokal kæler trøstende bag øreflipperne.
Særligt på ’Violence’ lykkes det ham at mobilisere sine talenter til en af årets bedste svanesange fra Londons gader.
Utopisk kryptonit
I 2011 skar Rustie igennem med sit debutalbum ’Glass Swords’, der, som titlen antyder, var et strålende udbrud af krystallinsk synthkrig fra Glasgow. En blændende lys lyd, der med sit storladne format blev kaldt maksimalistisk, et råb til scenens hætteklædte mørkemænd om at løfte blikket mod stjernerne og danse i en sky af hvid støj.
Roskilde booker dansk topnavn fra boykottet selskabPå ’Green Language’ suser han videre op ad regnbuen med platinfarvede fontæner ud af jetskoene. Singlen ’Raptor’ er lyden indefra, når den tredje gin’n’tonic går i forbindelse med de to glas champagne.
Er det lyden af en flugt i rusen, eller er det lyden af en ny generation, der slår en kile kryptonit af utopier ned i det engelske klubmørke? Jeg håber det sidste.
fortsæt med at læse
