Et befriende øjeblik i en ellers barsk og fattig barndom i New York indtraf for Charles Bradley, da hans ældre søster i 1962 inviterede ham til koncert med ikonet James Brown på den legendariske klub The Apollo i Harlem. Stærkt album Den rå energi i James Browns optræden og sang blev som en besættelse for den 14-årige dreng, der lige siden har kæmpet for at få lov at leve af og for sin musik. Omvejen og omkostningerne har været kolossale. I en omtumlet tilværelse har Charles Bradley primært serveret mad for andre som kok, mens tragedierne er væltet ind over ham. Værst var det, da han i en alder af 51 år oplevede sin bror blive myrdet af hans egen søn. Det er livets hårdeste vilkår, der øser ud over lytterne på det forbløffende stærke debutalbum, den 62-årige Charles Bradley endelig har fået udgivet. Måske er det retro-soul, vi møder her. Blottede nervespidser Men klassen er lige så uomtvistelig som forbillederne – James Carr, Otis Redding og førnævnte James Brown. Og det er alt andet end stiliserede souløvelser, Bradley serverer sammen med det indforståede og ekstremt velspillende Menahan Street Band.
Hvad den gamle kok byder på er ganske enkelt levet liv og blottede nervespidser uden selvmedlidenhed i en ekstremt nærende og veltillavet gryderet. Rørende højdepunkt Der er ikke antydning af poseren over sange som ’Why Is it so Hard?’ med spørgsmålet: »Why is it so hard to make it in America?«, mens blæserne lader spørgsmålet svæve med kurs mod hjertet. Her bliver Charles Bradley i rørende sange som ’Lovin’ You Baby’, ’The Telephone Song’ og ’The World (Is Going Up in Flames)’, som hører til højdepunkterne på et album, der faktisk er ét langt højdepunkt. Hvis man ikke lige kan finde en grund til at tage til Roskilde, er her såmænd 12 af slagsen i form af de fine sange på ’No Time for Dreaming’. Et drøm af et album for enhver soulfan.
