To afskeder læner sig ind over den 53-årige Lucinda Williams blot ottende soloalbum i en karriere på 37 år. Sangene kredser med vanlig ubeskyttet ærlighed om et afbrudt kærlighedsforhold og moderens død.
Nogle gange synger Lucinda Williams, som om hendes stemme var et åbent sår på selve hjertet. Blodet pibler blødt ned over melodierne i form af den smukke stemme, der klinger stadig mere livstræt, men som også stadig lyder stolt og insisterende.






























