Skulle man endnu ikke have fået hørt Paul McCartneys nye album, er chancen der i dag, hvis man ellers er i nærheden af en Starbuckscafe.
Den amerikanske kaffekæde, der via sit pladeselskab Hear Music har ’stjålet’ Paul McCartney efter rundt regnet 45 år hos EMI, har nemlig bestemt sig for, at man på alle sine cafeer på denne tirsdag kun kan høre ’Memory Almost Full’.
Er man i omegnen af en af de Starbucks, der endnu ikke er kommet til Danmark, er det en god investering at tage sig tre kvarters tid til sin latte. Paul McCartney er på sit 21. album siden The Beatles fremragende selskab med langt mere end sukker og skum til kaffen at byde på. Indpakket i den sædvanlige overskudsagtige melodiøsitet lader McCartney, eftertanken og påtrængende minder få god plads på albummet med den fuldt dækkende titel. When I'm 65
Når man er to uger fra sin fødselsdag nummer 65, er der godt med læs på hjernens hukommelseskort. I den helt centrale ballade, ’You Tell Me’, hvis melodiføring og omkvæd vækker minder om Beatles i det mere melankolske hjørne, spørger en sjældent selvkritisk Paul McCartney helt ind til benet af forstillelsens rystende ben: »Were we there?/ Is it true?/ Was I really there with you/ Let’s see/ you tell me«.




























