Naturen og maskinen. De endeløse vidder med deres evige ekko af liv. Og den benhårde kapitalisme, der flår sig vej igennem dem som et tungt godstog, drevet frem af grådighed. Et sted mellem de to enorme kræfter vakler det ensomme menneske rundt i gader uden navn, på jagt efter det, man sikkert aldrig finder. Det er sjældent, at en rockplade indfanger menneskets søgen efter mening mellem pengenes verden, sådan som U2’s gennembrudsalbum ’The Joshua Tree’ gjorde i 1987. Endda helt på tværs af tiden og stilen midt i firserne. »Vi følte os helt ude af trit med tiden. Alle andre brugte synthesizere, vi havde bare guitar, bas og trommer. Faktisk lød vi gammeldags«, som bassist Adam Clayton forklarer i dokumentarfilmen om tilblivelsen af ’The Joshua Tree’. Sange om det menneskeliges overlevelse Træet, der vokser på trods af minimale eksistensbetingelser i de mest golde ørkener i Amerika som en bøjet og kroget trold, var et indlysende symbol for en samling sange om det menneskeliges overlevelse i de lige så golde storbyer, der huser industrialismens kraftcentre. Firsernes rock lød i stor grad som en nuttet hyldest til pengene. Efter halvfjerdsernes politiske rock og punkens oprør faldt musikerne til patten. Med synthesizeren og trommemaskinerne som den magiske trylleboks blev rocken tryllet om til kær kitsch som hos eksempelvis Culture Club.
Selv heavyrockens vildmænd var tæmmede i stramme spandexbukser og med permanent i krøllerne.
